-
El
-
VVS
Manglende afpropning af gasinstallationer er et stigende problem, oplyser gasdistributøren Evida. TEKNIQ Arbejdsgiverne opfordrer installatører til at være meget opmærksomme på reglerne for at undgå bøder.
Alle installatører bør i øjeblikket være særligt opmærksomme på reglerne, når de udskifter gasfyr. Evida, der står for distributionen af det danske gasnet, anmelder nemlig i stigende grad installatører til Sikkerhedsstyrelsen for manglende afpropning af gasinstallation. Det bliver kategoriseret som en farlig hændelse, som derfor automatisk bliver sendt videre til politiet, og i sidste ende kan det udløse bøder på mange tusinde kroner til installatøren.
– I øjeblikket får vi henvendelser fra medlemsvirksomheder, der er havnet i den situation, og flere sager er på vej. Lovgivningen er ret klar på området, så jeg vil på det kraftigste opfordre vores medlemsvirksomheder til at være opmærksomme, så de udfører korrekte afpropninger af gasfyr og anmelder nedtagningen på virk.dk, siger chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne Maria Christina Rizzo.
I 2020 indberettede Evida 30 enkeltstående hændelser på mindre installationer til Sikkerhedsstyrelsen. De 16 af dem handlede om manglende eller dårlig afpropning af gasinstallationer, som i værste fald kan føre til eksplosion og brand.