-
El
-
VVS
For Michael Lund Kondrup startede installatøruddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Randers som en drøm om at give viden videre. Nu kan han både kalde sig elinstallatør og modtager af TEKNIQ Arbejdsgivernes Installatørprisen.
Michael Lund Kondrup havde gået med tanken om at følge sin drøm og blive faglærer de sidste to og et halvt år. Det krævede, at han tog springet og startede på installatøruddannelsen. Nu kan han kalde sig elinstallatør med et gennemsnit på 11 og modtager af Installatørprisen, som TEKNIQ Arbejdsgiverne uddeler til dimittender, der udmærker sig på installatøruddannelserne.
- Jeg er super beæret over at få den anerkendelse. Det er klart, at det er en personlig sejr, især når vi lå så tæt i klassen – så kan man jo ikke undgå at blive lidt konkurrenceminded, siger Michael Lund Kondrup
Der var i den grad kamp til stregen, da klassen klarede sig super godt og samlet fik et gennemsnit på 10,44 til eksamen. Der var ovenikøbet en anden, der havde præcis det samme gennemsnit som Michael Lund Kondrup. Prisen blev derfor afgjort på resultatet af autorisationsprøven, og her var det svært at følge med Michael Lund Kondrups 98 procent.
Startskuddet til en ny karriere
Allerede i starten af juni kunne Michael Lund Kondrup tage hul på sin nye karriere som faglærer på Den Jyske Håndværkerskole kun en kort gåtur fra hjemmet i Hadsten. Her nyder han, at de unge på skolen har en meget åben tilgang til at lære.
- Det er en drøm, at arbejde med at lære fra sig. Det er spændende at være med til både at uddanne og danne de unge elektrikerstuderende, og at se den proces som jeg også selv var igennem. At kunne bidrage til at løfte dem fra et nulpunkt til dygtige elektrikere, det er noget, jeg virkelig sætter pris på, udtaler Michael Lund Kondrup.
Det var vigtigt for Michael Lund Kondrup at komme ud og arbejde som elektriker, inden han blev underviser selv. På den måde kunne han lære branchen godt at kende indefra, men også have kontakt med en masse lærlinge og se, hvad det er vigtigt, at han som faglærer giver med videre.
- Jeg har selv været så heldig at have inspirerende undervisere, og det var faktisk en af dem, der opfordrede mig at søge ind som installatør, så jeg kunne blive underviser. Så jeg håber selv at kunne have den effekt for nogle af mine elever, siger Michael Lund Kondrup.
Michael Lund Kondrup anerkender dog, at det ikke kun er hans elever, der har en masse at lære. For selvom installatøruddannelsen åbnede op for jobbet som underviser, så er det ikke en målrettet uddannelse til faglærerstillingen. Så nu begynder arbejdet med at tillære sig de pædagogiske færdigheder og den læringsstil, der skal sørge for en masse unge dygtige elektrikere i Østjylland.
TEKNIQ Arbejdsgiverne ønsker, at Installatørprisen skal være med til at sætte fokus på uddannelserne i installationsbranchen, da et højt vidensniveau er nødvendigt for at drive udviklingen af samfundet i den rigtige retning.
- Med de mange opgaver, der venter ude i branchen, for eksempel i forhold til den grønne omstilling, digitalisering og ny teknologi, så har installationsbranchen brug for dygtige og engagerede faglærere. De er uundværlige, og der vil kun blive større brug for dem i fremtiden, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Thomas Tørngren Nejsum, funktionschef for bygningsautomatik CTS i ELcon, holdt tale til dimittenderne og overrakte prisen til Michael Lund Kondrup. Han lagde vægt på, at det har krævet stor viljestyrke og dedikation fra dimittenderne. Han fremhævede også, at det går hurtigt i installationsbranchen og at det er vigtigt, at gribe de nye digitale og teknologiske muligheder, hvilket også stiller krav til dygtige og fagligt stærke elinstallatører.
Se den samlede liste over alle sommerens modtagere af installatørprisen her.