-
El
-
VVS
Regeringen lægger op til, at det skal være langt dyrere for virksomheder at gennemføre et generationsskifte. Planerne møder kraftig kritik fra elinstallatør, som står midt i processen.
Fremover vil skatteregningen stige markant, når en virksomhed vil gennemføre et generationsskifte. Det er et af initiativerne i regeringens oplæg ”Danmark er for lille til store forskelle”. I praksis lægger regeringen op til, at gave- og arveafgiften på generationsskifte af familieejede virksomheder bliver tredoblet – fra de nuværende seks til 15 procent.
Hos Søkvist El-anlæg, der har flere afdelinger i københavnsområdet, er indehaver Steen Søkvist (billedet) lige nu ved at forberede en overdragelse af virksomheden til sin søn og datter (billedet). Han har mildt sagt svært ved at se fornuften i regeringens planer.
– Hvorfor skal man have en lovgivning, der bringer så mange virksomheder i klemme med penge, som skal beskattes flere gange? Man suger økonomien ud af virksomhederne, når der skal generationsskiftes, så der ikke længere vil være råd til for eksempel at sende de ansatte på kursus og sikre, at de og virksomheden kan følge med udviklingen, siger han.
Steen Søkvist møder opbakning hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som vurderer, at det kan få alvorlige konsekvenser for blandt andre de mange familieejede el- og vvs-installationsvirksomheder, hvis arveafgiften bliver hævet.
Se video: "Vi kan ikke få det til at hænge sammen"
– Danmark er et land, der bygger på små og mellemstore virksomheder. Virksomheder, der ofte er familieejede og går i arv fra generation til generation. Derfor skulle man også tro, at landets regering ville være interesseret i at skabe de bedst mulige forhold for videreførelsen af netop denne type virksomheder. Men sådan ser det desværre ikke ud til at være, siger Mads Graves, direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kræver langsigtet planlægning
– I forvejen er det en større opgave, når familieejede virksomheder skal gennemgå et generationsskifte. Alle de praktiske og regelmæssige udfordringer, der følger med, kan tage vejret fra de fleste, siger han og uddyber:
– Derfor arbejder vi som brancheorganisation dagligt med at vejlede og hjælpe virksomhederne videre i processen. Og vi opfordrer til, at installatørerne i det hele taget forholder sig grundigt til hele generationsskifteproblematikken og sørger for at starte i god tid, inden overdragelsen af virksomheden skal være gennemført.
Svære arbejdsvilkår
Han kalder regeringens forslag for et ”frontalangreb” på den danske virksomhedsmodel, og fastslår, at den øgede beskatning kan gøre tilværelsen sur for de nye virksomhedsejere, når generationsskiftet er overstået.
– Virksomheden drænes simpelthen for den kapital, som skulle være fundamentet under dens videre udvikling – både teknologisk og forretningsmæssigt. Sker det, må virksomheden finde nye veje og eventuelt sælge ud eller optage dyre lån, som kan blive et tyngende åg, der i sidste ende kan føre til, at forretningen lukker – med tab af lokale arbejdspladser til følge, siger Mads Graves.
Han kommer med en klar opfordring til regeringen:
– Fjern usikkerheden, og drop forslaget om brandbeskatning på generationsskifte hurtigst muligt. Samtidig kan I så passende fjerne skatten på arv, som Norge og Sverige allerede for længst har gjort det.