-
El
TS-Gruppen står for opsætning og service af flere hundrede hjertestartere, som skal sættes op i forlængelse af landsdækkende indsamling.
Hjertestartere er med til at redde liv, og netop den mission vil TS-Gruppen gerne være med til at støtte op om. Af samme grund er det landsdækkende netværk af 42 lokale installatører en af de centrale samarbejdspartnere for Hjerteforeningen.
- Det er dejligt at kunne kombinere vores kernekompetence med at gøre noget i en god sags tjeneste. Her gør vi det som en samlet indsats med vores lokale aktører, og det betyder noget. Hjertestartere er med til at redde liv, viser statistikkerne, siger Hassan Soussi, adm. direktør i TS-Gruppen.
Kæden står for opsætning, service og administrative opgaver. Det er ikke fuldstændig uden betaling, men det er til en meget lavere pris, end det ellers ville have kostet, forklarer direktøren.
Sidste år blev der samlet ind til 377 hjertestartere, hvilket TS-Gruppen også stod for at sætte op.
- Jeg håber, at det er samme antal, vi skal ud at sætte op denne gang, siger Hassan Soussi.
Hjerteforeningens landsuddeling foregår søndag den 30. august. Herefter bliver der uddelt hjertestartere til indsamlere, der dækker mindst 15 ruter.
I lørdags afviklede Hjerteforeningen sit årlige gallashow på TV2 Charlie, hvor der blev indsamlet over 30 millioner kroner til foreningens arbejde.