-
El
-
VVS
Læretiden tæller ikke med i den anciennitetsberegning, der afgør, om en medarbejder har ret til erfaringstillæg. Det fastslog opmanden i en faglig voldgift, der afgjorde tolkningen af en lokalaftale.
En af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder er netop blevet frifundet i en faglig voldgift om anciennitetsberegning for nyansatte. Tvisten handlede om tolkningen af en lokalaftale, som giver ret til erfaringstillæg efter tre måneders ansættelse. Spørgsmålet var, hvorvidt læretiden skulle medregnes i den periode.
Dansk El-forbund havde indklaget installationsvirksomheden med argumentet om, at læretiden skulle tælle med i anciennitetsberegningen for en elektrikerlærling, der overgik til en stilling som faglært efter uddannelsesforløbet. TEKNIQ Arbejdsgivernes argumenterede modsat for, at en nyudlært lærling må anses som nyansat i lokalaftalens forstand, og først kan modtage erfaringstillæg efter tre måneders ansættelse som faglært elektriker på lige fod med en faglært elektriker, der kommer fra en anden virksomhed.
TEKNIQ Arbejdsgiverne bemærkede derudover, at det ikke fremgik udtrykkeligt af lokalaftalen, at læretiden skulle medregnes, som det fx er aftalt i elektrikeroverenskomstens § 6, stk. 2, nr. 7 om opsigelsesvarsler.
Tillæg for kompetence
Opmanden var enig i at lærlinge, der bliver ansat som faglærte elektrikere efter endt uddannelse, ikke kan falde uden for udtrykket ”nyansatte” i lokalaftalen, og altså dermed også skal betragtes som nyansatte med hensyn til at få erfaringstillægget. Opmanden fandt desuden, at erfaringstillægget er et tillæg for den kompetence, der opnås gennem en vis erfaring som faglært elektriker i virksomheden, og at nyuddannede elektrikere i sagens natur ikke har den erfaring fra den første ansættelsesdag, uanset om de har været lærlinge i virksomheden forud for ansættelsen, og dermed har kendskab til virksomhedens forskellige systemer.
Advokatfuldmægtig i TEKNIQ Arbejdsgiverne Katrine Bruun, der repræsenterede installationsvirksomheden under voldgiften, er tilfreds med udfaldet.
-Afgørelsen viser tydeligt, at vores medlemmer ikke skal acceptere en bredere fortolkning af anciennitetsberegning, end det udtrykkeligt er aftalt i lokalaftalen. For at undgå lignende sager en anden gang anbefaler vi, at det gøres helt tydeligt i lokalaftalen, hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når det gælder optjening af retten til tillæg, siger hun.
-
Fakta om faglig voldgift
En faglig voldgift kan løse konflikter mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der er omfattet af en kollektiv overenskomst.
En faglig voldgift består af en opmand, der udpeges af Arbejdsretten, samt fire sidedommere, hvoraf to udpeges af lønmodtagersiden og to af arbejdsgiversiden.
En faglig voldgift behandler især sager om forståelse af kollektive overenskomster, herunder lokalaftaler.
En afgørelse ved faglig voldgift er endelig og bindende for parterne.