-
Industri
Halvdelen af alle digitale møder i erhvervslivet er hybridmøder, hvor nogle deltager fysisk i samme lokale - og andre deltager individuelt via skærmen. Den type møder fungerer ikke, viser en undersøgelse fra Danish Export Association.
Hjemmearbejde har fået en hel anden position i danskernes arbejdsliv efter Corona-epidemien. Men det betyder ikke færre møder. Vi har på alle arbejdspladser stadig behov for at samles om at informere, debattere og skabe løsninger i et fælles forum. Det er vi også blevet gode og erfarne i at gøre.
Men Danish Export Academy har via et spørgeskema blandt organisationens 700 danske eksportvirksomheder skabt et reelt grundlag for at vurdere, hvor de digitale møder halter – og hvordan man som leder kan øge udbyttet, når vi er samlede – på forskellige lokationer.
Tænd kameraet!
Analysen viser tydeligt, at det vigtigste for at onlinemøder fungerer er, at alles webkameraer er tændt. Også hos de deltagere, som ikke lige siger noget eller 'bare er med på en lytter.'
Mange deltagere har nemlig tendens til at slukke kameraet her og der.
Og hvad gør man så ved det? Anbefalingen fra analysens forfatter Mads Holm Iversen er at sætte klare retningslinjer for mødet. Ofte får vi ikke italesat spillereglerne ved mødets begyndelse, og så er det jo helt lovligt at slukke for kameraet. Men 91,5 pct. af deltagerne i undersøgelsen siger, at de er mere engagerede i mødet, hvis alle har tændte kameraer og er synlige!
Mange respondenter i undersøgelsen fra de 700 virksomheder fortæller også, at de foretrækker rene onlinemøder, hvor alle deltager online individuelt, eller rene fysiske møder, hvor alle deltager fysisk.
Alle bag skærmen
Nogle gange opstår der dog situationer, f.eks. med kundemøder, hvor hybridformatet alligevel virker som det mest naturlige. Og hvordan undgår man så de typiske faldgruber ved, at nogle sidder fysisk sammen, og andre er med online?
Det har Danish Export Academy et forslag til i en pressemeddelelse om undersøgelsen:
Alle deltager via egen computer og med kameraet tændt.
Det gælder uanset om deltagerne sidder i samme fysiske lokale eller ej. På den måde vil de fysisk deltagende stadig opleve fordelen af den energi, der kan være af at sidde sammen uden at online-deltagerne går glip af noget.
Drop hættetrøjen
Og husk så lige din påklædning: Den skal hverken være bedre eller dårligere, end når du møder fysisk på job. Men plejer du at komme i nystrøget skjorte, så sender en hættetrøje et andet signal om fritid under et onlinemøde.
Rapporten, som er udarbejdet af virksomheden Convinced til Danish Export Academy, er tilgængelig og fyldt med gode fakta og råd til at forbedre netop din virksomheds mødekultur online.
Mette Lund Hansen, Partner, Afgifter