-
El
-
VVS
-
Industri
Den stigende inflation har også sat sig spor i satserne for skattefrie godtgørelser, som i 2023 stiger lidt mere, end vi har været vant til i de senere år.
Af Henning Boye Hansen,
skatteekspert og chefkonsulent hos BDO
Muligheden for udbetaling af skattefri befordrings- og rejsegodtgørelse har stor praktisk betydning for de fleste arbejdsgivere, som årligt udbetaler omkring 10 mia. kr. af den slags.
Den stigende inflation har også sat sig spor i satserne for skattefrie godtgørelser, som i 2023 stiger lidt mere, end vi har været vant til i de senere år.
Satserne for skattefrie kørepenge
Satserne for skattefri befordringsgodtgørelse blev ekstraordinært hævet med virkning fra 1. maj 2022.
Stigningen fra 2022 til 2023 er derfor reelt større end vist i nedenstående skema, hvor satserne for 2022 er angivet med de satser, som var gældende ved årets udgang.
En lønmodtager, der årligt kører 15.000 km arbejdsmæssigt i sin egen bil, kan i 2023 få udbetalt 55.950 kr. i skattefri kørselsgodtgørelse. Det er 4.350 kr. mere end i 2021, hvor den høje sats var 3,44 kr. pr. km. Den nye sats på 3,73 kr. i 2023 betyder altså, at satsen i løbet af to år er steget med næsten 8,5 %.
Satserne for skattefri rejsegodtgørelse
Også når det gælder rejsegodtgørelse, er satserne forhøjet en lille smule:
Alle tre satser er steget med omkring 3 %.
Den særlige 25 %-godtgørelse kan udbetales til medarbejdere, der er på en rejse af en varighed på mindst 24 timer til et midlertidigt arbejdssted, og derfor overnatter udenfor hjemmet, og som på rejsen får dækket deres udgifter til mad og drikke (kost) efter regning. Altså får betalt eller refunderet deres faktiske udgifter. Beløbet er tænkt til dækning af udgifter til småfornødenheder – fx lidt frugt, en kop kaffe eller et stykke chokolade – og kan udbetales uden dokumentation for de faktiske udgifter.
Gunstig godtgørelse
En medarbejder med 100 rejsedage om året kan således i gennemsnit få udbetalt ca. 1.150 kr. skattefrit om måneden efter 25 %-reglen. Ønsker arbejdsgiveren ikke at udbetale godtgørelsen – hvilket han/hun ikke er forpligtet til – kan medarbejderen på sin årsopgørelse indtaste et fradrag af tilsvarende størrelse. Skatteværdien af et sådant fradrag er dog kun på ca. 25 %.
Et fradrag på 13.875 kr. (100 dage) giver derfor kun en skattebesparelse på ca. 3.500 kr. og er dermed langt mindre gunstigt end en udbetaling af godtgørelsen.