
Ni ud af ti industri-virksomheder har taget enkelte grønne tiltag. To ud af ti har en plan eller strategi for virksomhedens grønne omstilling. Ny rapport viser stærkt samspil imellem grønne tiltag og konkurrenceevne.
Analysen fra Industriens Fond, der bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 366 danske industrivirksomheder viser, at jo flere tiltag de gennemfører, jo bedre sammenhæng, der er mellem tiltagene, og jo længere tid virksomheden har været i gang, desto større konkurrencefordele er der at høste.
Konkret oplever virksomhederne fordelene i form af styrket innovationskraft, bedre forudsætninger for at imødekomme kundekrav og bedre adgang til nye markeder. De virksomheder, som er længst med grøn omstilling, er også begyndt at mærke en positiv effekt på omsætning og eksport.
Vigtig viden
- Denne nye undersøgelse giver vigtig viden. Den dokumenterer, at en investering i grøn omstilling også bliver til en investering i bedre konkurrenceevne – og dermed i sidste ende et bedre resultat for en virksomhed. Det har vi påpeget fra starten af den grønne omstilling i TEKNIQ. Nu er det også dokumenteret én til én, siger underdirektør Nicolai Siegumfeldt fra TEKNIQ i en kommentar til den nye rapport fra Industriens Fond.
Rapporten viser, at virksomhederne er længst, når det kommer til at reducere energi- vand- og materialeforbrug, mens størstedelen scorer lavt, når det kommer til tiltag i forsyningskæden.
Krav om grøn dokumentation
- Vores medlemmer er involveret i den grønne omstilling på forskellig vis. Produktionsvirksomheder omstiller og nedbringer deres forbrug af ressourcer og energi. Andre virksomheder, der arbejder med automation, styring og energieffektivisering, bistår som partnere i denne proces – og har også fokus på egne grønne tiltag. De fleste virksomheder i det tekniske erhvervsliv møder efterhånden kravene om at kunne dokumentere deres miljøpåvirkninger over for deres kunder. Uden en ESG-rapport vil de miste kunder de kommende år, siger Nicolai Siegumfeldt.
Underdirektøren fra TEKNIQ peger i den forbindelse på det positive i, at over 500 medlemsvirksomheder nu rapporterer deres miljøpåvirkning via TEKNIQs aftale om ESG-rapporter fra Valified,
Læs rapporten
Spørgeskemaundersøgelsen fra Industriens Fond er gennemført i maj-juni 2024.
Rapporten er udarbejdet af IRIS Group på vegne af Industriens Fond.
Start din grønne omstilling
-
Ønsker din virksomhed at lave en bæredygtighedsrapport, så benyt TEKNIQs medlemstilbud fra Valified.
Vil du løbende følge udviklingen og høre om andre virksomheders erfaringer med grøn omstilling, så meld dig ind i TEKNIQs Netværk for Bæredygtig Forretningsudvikling.