-
Industri
Industritekniker-elever fra Herningsholm Erhvervsskole vandt landsdækkende konkurrence i 3D-print. Konkurrencen var for elever på erhvervsuddannelser, og vinderne gik hjem med en 3D-printer hver.
Onsdag blev Simon Møller Jensen og Emil Birkeholm Lund, de dygtige vindere af 3D-konkurrencen med deres innovative parallelklodsholder.
”Det er ret vildt, at vi vandt! Jeg er meget overrasket, for vi har set de andres løsninger, og jeg synes, at niveauet var meget højt, så jeg er bare superglad,” siger Simon Møller Jensen, der er i gang med sit GF2-forløb på industriteknikeruddannelsen på Herningsholm.
En gennemtænkt løsning
Konkurrencens dommere lagde vægt på, at teamet tydeligvis havde været igennem en gennemtænkt og god proces, der førte til et adaptivt design, som løser et konkret problem. Det var desuden tydeligt, at løsningen er tilpasset 3D-printerens muligheder, og der var god kvalitet i selve printet.
”Det har været en sjov udfordring, fordi vi skulle finde en løsning på et konkret problem, og her var vi med det samme klar over, hvad vi gerne ville kaste os over.” siger Emil Birkeholm Lund.
En praktisk holder til værkstedet
Vindergruppen 3D-printede en holder til parallelklodser, som ellers ligger og flyder vilkårligt i hverdagen: ” […] alle de her parallelklodser plejer at ligge i en høstak i værkstedet, og det ville være rart, hvis det var lettere at finde den rigtige hurtigt,” siger Emil, der ligesom Simon er ved at uddanne sig som industritekniker på Herningsholm.
Øget interesse for 3D-print
Konkurrencen er sat i søen af Videnscenter for Håndværk, Design & Arkitektur og Videnscenter for Automation og Robotteknologi for at understøtte erhvervsskoleelevers interesse i 3D-print-teknologien og øge den generelle lyst til at arbejde kreativt med teknologi på erhvervsuddannelserne.