-
VVS
Det er gode tider i installationsbranchen med solid vækst, men for mange virksomheder kniber det med at omsætte opturen til højere indtjening. Hos Sorø VVS fokuserer man derfor på at effektivisere driften og dermed sikre sig en høj overskudsgrad.
Der er stort set mennesketomt i det store hvide betonbyggeri, hvor Sorø VVS holder til. Selvom weekenden så småt nærmer sig, er alle mand i gang med at køre Midtsjælland tyndt i de letgenkendelige grønne varebiler for at hjælpe vvs-virksomhedens mange servicekunder.
Kun ude i forkontoret er der befolket, mens et digitalt pling med jævne mellemrum signalerer ankomsten af endnu en mail i indbakkerne hos indehaver Lars Jørgensen og hans 10 ansatte.
– Vi har nok at se til, men sådan er det jo, når man har et par tusinde servicekunder, der skal tages hånd om, smiler han.
Men selvom der er travlt i Sorø VVS, er det ifølge Lars Jørgensen ikke værre, end at man godt kan følge med efterspørgslen.
– Vi skal i hvert fald ikke klage. Vi har ganske godt fat i vores kunder og har tid til at tage os godt af dem. Det er jo heller ikke fordi, vores omsætning er tordnet op de senere år – faktisk har den ligget ret stabilt. Og det passer mig ganske godt, fortæller han.
Læs også: Installatørerne har travlt - men indtjeningen er stagneret
Hellere tjene penge end være stor
I det hele taget er det ikke vækstambitioner, som præger den 40 år gamle virksomhed. I stedet er det helt andre mål, der tegner hverdagen.
– Det er langt vigtigere for os at tjene på det, vi laver, end det er at vokse. Og på det område går det ganske godt. De sorte tal på bundlinjen er i hvert fald blevet større, konstaterer Lars Jørgensen.
Han understreger, at det ikke er de store, forkromede visioner, som har været med til at forbedre økonomien hos Sorø VVS. Tværtimod handler det i langt højere grad om ganske almindelig sund fornuft.
– Vi har brugt rigtig mange kræfter på at effektivisere styringen af de forskellige projekter. Det betyder blandt andet, at hvert enkelt projekt har sit eget femcifrede nummer, der kobles sammen med alt fra materialer til timeforbrug. På den måde kan vi hele tiden holde styr på, om det kører fornuftigt, siger virksomhedsejeren.
– Samtidig så sørger vi for, at det er den samme mand, der kører et helt projekt igennem, så vi ikke skal spilde en masse tid på at overlevere fra dag til dag. Så når Hr. og Fru Jensen skal have et nyt badeværelse, er det den samme montør, der har ansvaret, lige fra der tages mål, og til badeværelset står klar fire uger senere, siger Lars Jørgensen.
Næste skridt er digitalt
Papirbunkerne fylder godt op på både skriveborde og reoler hos Sorø VVS som en tydelig påmindelse om det næste skridt i processen med at effektivisere virksomhedens drift.
– Vi er ved at gøre klar til at digitalisere hele forretningsgangen. Vi skal have et system, der holder styr på samtlige ordrer og binder kontor, kunder og servicebiler 100 procent sammen. Vi har ikke fundet den helt rigtige løsning endnu, men vi begynder forhåbentlig at nærme os, og jeg vil tro, at vi inden for de nærmeste år vil være klar til at prøve en digital løsning af i praksis, vurderer Lars Jørgensen og uddyber:
– Det kan meget vel være en løsning, der ligger ude i ”skyen”. Det er både billigt og betyder, at vi ikke skal bruge så meget tid på at implementere det på vores egne computere. For tid er penge, griner han.
– Forhåbentlig kan vi så frigøre endnu mere tid, der kan bruges til at kigge nærmere på, hvilke typer opgaver vi generelt får mest ud af at fokusere på, og hvilke opgaver vi måske skal skære fra.
Personaleudfordringer koster
Det seneste regnskabsår havde Sorø VVS en omsætning på cirka ni millioner kroner og en indtjening på én million. Det næste regnskab ser dog ud til at blive en smule mere beskedent, og det er der ifølge Lars Jørgensen en god forklaring på.
– Vi har haft lidt udfordringer med at skaffe de nødvendige medarbejdere, og nogen af dem, der er kommet ind, har desværre ikke kunnet løfte opgaven. Det kan altså mærkes i en virksomhed af vores størrelse. Men vi har stadig sorte tal på bundlinjen, fastslår han.
Og selvom det er blevet sværere at finde dygtige folk, er Lars Jørgensen fortrøstningsfuld.
– Jeg kommer til at bruge mit netværk, når jeg skal skaffe ansatte. De sidste 20 år har jeg vel udlært omkring 20 lærlinge, og alene dér er der formentlig nogen at hente. Samtidig kunne jeg godt tænke mig at få i hvert fald én lærling mere end ham, jeg har lige nu. Faktisk skal jeg snakke med en i dag, inden jeg går hjem, som gerne vil i lære hos os, siger han og peger på en gul Post-it på skrivebordet med telefonnummeret til virksomhedens (måske) næste lærling.
– Men det ændrer ikke ved, at ambitionen ikke er, at vi skal vokse for enhver pris. Jeg vil langt hellere beholde den størrelse, vi har, og så tjene penge på det, end at få vokseværk med blodrøde tal på bundlinjen.