-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Man kan lige nå at indstille en dygtig kollega, mester eller svend med uddannelsesansvar til Politikens Undervisningspris. Indstillingsvinduet lukker tirsdag den 21. marts ved midnat.
Politiken vil gerne hylde de gode lærere, mestre og praktikvejledere, der leverer den gode undervisning, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver.
Prisen uddeles i tre kategorier: grundskole, gymnasiale uddannelser, og erhvervsuddannelser.
Der uddeles en hovedpris indenfor hver kategori á 75.000 kr., og derudover uddeles en særlig Lærepladspris á 25.000 kr. til en mester eller svend, der har skabt et godt praktikforløb.
Politikens Undervisningspris støttes af VILLUM FONDEN, og det særlige fokus på erhvervsuddannelser og de virksomheder, der er med til at uddanne unge mennesker, er et ønske om at gøre omverdenen opmærksom på netop dét vigtige arbejde.
- Vi skal huske, at størstedelen af erhvervsuddannelser foregår i virksomhederne, hvor det er svendene, der uddanner og træner de unge. Og som ofte også lærer dem at begå sig på en arbejdsplads, og tager sig af dem, når de har kærestesorger eller problemer med vennerne,” siger Agi Csonka, programdirektør i VILLUM FONDEN, i en pressemeddelelse. - Jeg er virkelig glad for, at vi med Lærepladsprisen får mulighed for at synliggøre og fejre de mange medarbejdere, der ude på arbejdspladserne gør en kæmpe forskel hver dag, afslutter Agi Csonka.
-
Hvad er VILLUM FONDEN?
VILLUM FONDEN er en almennyttig fond stiftet i 1971, der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.
Hos Politiken er man også glad for at sætte fokus på erhvervsuddannelserne og praktikken ude i virksomhederne.
- Erhvervsuddannelserne er en af de største strukturelle udfordringer i det danske uddannelsessystem. Vi ønsker med Lærepladsprisen at gøre vores til at højne både agtelsen og kvaliteten af netop dette afgørende og vigtige område af vores uddannelsessystem, siger Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken.
Indstillingsvinduet lukker snart, så det er lige muligt at nå at få sendt en indstilling afsted, hvis man har en kandidat i tankerne.
Man kan læse mere om prisen og indstille her.