-
Industri
Hydra-Comp nærmer sig 8.000 varenumre i webshoppen med hydraulik-dele. Nethandlen stiger måned for måned, og antallet af nye kunder vokser.
Udfordringerne i forsyningskæderne har fået Hydra-Comp til at udvide antallet af leverandører. Ikke kun af hensyn til produktion- og reparationsafdelingerne i Skive og Kolding, men også med tanke på webshoppen, der hastigt nærmer sig 8.000 varenumre.
Direktør Rasmus Jacobsen noterer sig, at nethandlen stiger måned for måned, og antallet af nye kunder vokser. Han mener, at man profiterer af at have et stort varelager i en tid, hvor mange leder efter andre indkøbsmuligheder end de sædvanlige.
Øget lager
-Vi har bevidst valgt at gardere os med nye leverandører og købe ekstra ind til lager. Selvom der reelt er tale om en lille overdisponering, kan vi allerede konstatere, at det betaler sig. Mange har svært ved at skaffe dele og komponenter, og vi ser mange nye firmanavne på webshoppen i øjeblikket, siger Rasmus Jacobsen.
I efteråret 2021 investerede Hydra-Comp i yderligere to lagerautomater. Med flere nye leverandører og mere indkøb til lager har der været stort behov for den ekstra opbevaringsplads, som giver en effektiv drift. Virksomheden har agenturer for bl.a. Contarini, Stucchi, PZB, Vitillo.
Ansætter flere
Det er hele produktpaletten, som bidrager til travlheden hos Hydra-Comp. Virksomhedens kundetilpassede hydraulikcylindre og pumpestationer har oplevet et pænt hop i efterspørgslen siden nytår, og onlinesalget af hydrauliktilbehør og fittings følger tendensen.
Den øgede aktivitet har nu udmøntet sig i ansættelsen af fire nye medarbejdere. Produktionen er udvidet med tre ansatte, og salgsafdelingen har fået tilført en ny salgstekniker. Rasmus Jacobsen, direktør for Hydra-Comp A/S, ser udvidelsen af medarbejderstaben som resultatet af en række tiltag man iværksatte i efteråret. Dengang blev arbejdsprocesserne i virksomheden sat under lup og optimeret, hvilket har givet et bedre produktionsflow og en mere smidig ordrebehandling. I samme proces udvidede man faciliteterne i Skive med en afdeling til fremstilling af hydraulikslanger.
Mere effektivitet
-De initiativer, vi har igangsat, har virkelig båret frugt. Vi kan håndtere langt flere ordrer end tidligere, og det har også været nødvendigt i første kvartal af 2022. Effektiviteten er forbedret hele vejen rundt, og vi kan nemmere imødekomme den store efterspørgsel, vi oplever i markedet. Samtidig har vi lukket en del store aftaler efter nytår, som nu kræver flere hænder, siger Rasmus Jacobsen.