-
VVS
En række udtjente gasfyr vil blive erstattet af hybridvarmepumper i løbet af de kommende 10 år, lyder vurderingen i en analyse fra EA Energianalyse.
Salget af såkaldte hybridvarmepumper, som kombinerer en mindre luft-vand-varmepumpe med et gasfyr, kan stå overfor et kommercielt gennembrud i de kommende år. Sådan lyder vurderingen i rapporten ”Elektrificering – perspektiver for elektrificeringens indflydelse på installationsfagene”, som EA Energianalyse har udarbejdet for TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I analysen arbejdes der med to scenarier for udviklingen i salget af hybridvarmepumper. Et ”hurtigt” scenarie og et ”balanceret” scenarie. I det hurtige scenarie forventes det, at antallet af installerede hybridvarmepumper når 14.000 i 2030 mod cirka 500 i dag. I det balancerede scenarie lyder den mere forsigtige vurdering på 6.000 installerede hybridvarmepumper i 2030.
Fordelen ved hybridløsningen er, at den det meste af tiden kører på elvarmepumpedelen, og skifter til gasfyr når udetemperaturerne er særligt lave, eller når elprisen er meget høj. Kombinationen af de to teknologier gør på den ene side, at gasforbruget reduceres med cirka 80 procent og på den anden side, at elvarmepumpen kan dimensioneres betragteligt mindre og billigere, end hvis den skulle kunne håndtere varmeforbruget på alle årets dage.
Hans Henrik Lindboe, der er partner hos EA Energianalyse, mener derfor, at hybridvarmepumperne kan være et godt valg, når husejerne skal udskifte deres udtjente gasfyr.
– Når vi får et fleksibelt elsystem med masser af sol og vind, vil der være perioder, hvor det ikke blæser og solen ikke skinner. Dermed bliver elprisen høj. I de tilfælde er det smart, at du ude i den enkelte bolig har noget automatik, der ”switch’er” din varmeforsyning væk fra den eldrevne varmepumpe og over på gassen, siger Hans Henrik Lindboe og fortsætter:
– Hvis hybridvarmepumperne bliver udbredt, vil vi få et markant lavere gasforbrug, og dermed vil der være nok grøn gas i systemet til at dække hele behovet. Det vil der ikke være, hvis vi fortsætter med at bruge de nuværende mængder. Hybridløsningen kan altså blive det columbusæg, der gør, at vi fortsat kan udnytte vores meget omfangsrige gasinfrastruktur. Men hovedforudsætningen er, at man kan finde ud at installere hybridvarmepumperne, uden at de bliver dyrere end en almindelig luft-vand-varmepumpe. Det mål kan vi godt nå, men det kan kun betale sig i de boliger, hvor der allerede er en gasforsyning, konstaterer han.
Hybrid holder
– I den nye boligmasse skal vi naturligvis bruge varmepumper, men i den gamle boligmasse er det i min verden kun hybrid, der holder. Jeg ser så mange dårlige løsninger, hvor man installerer en varmepumpe, der er tre gange så stor, som den burde være, fordi man vil være dækket ind en kold vinterdag. Eller også installerer man en lille varmepumpe, som kører så meget på el, at man lige så godt kunne sætte elradiatorer op, siger Peter Wagner Holst og fortsætter:
– Flere af vores hybrid-kunder har typisk talt med to-tre installatører om at få installeret en varmepumpe, før de henvender sig til os. Og så har de fået at vide, at de måske skulle have nogle større radiatorer, eller at varmepumpen kommer til at køre en del på el. Alt den snak er man ude over med en hybridløsning. Når kunderne forstår det, sælger hybridpumpen sig selv, konstaterer han.
Uddannelse er nødvendig
Hvis teknologien for alvor skal slå igennem, er det ifølge Peter Wagner Holst nødvendigt, at vvs-installatørerne efteruddanner deres medarbejdere, så de har de nødvendige kompetencer til at rådgive om de komplekse anlæg.
– I dag bliver man uddannet til at være vvs-energispecialist, og hvis man skal kunne forsvare den fine titel, er det altså nødvendigt, at man kan mere end at indregulere fjernvarmeanlæg. Hybridanlæg og varmepumper er en del af fremtiden, så det er bare at komme i gang. I øjeblikket er der alt for mange anlæg, der kører med fejl, siger Peter Wagner Holst.
Den melding får opbakning hos Dansk Gasteknisk Center, hvor Karsten V. Frederiksen, der er leder af forretningsområdet opvarmning og bolig, følger udviklingen på hybridmarkedet tæt.
– Hvis jeg var installatør med speciale i gaskedler, så vil jeg begynde at gøre mig klogere på varmepumper – og omvendt. Hybridteknologien er helt klar, men vi mangler, at prisen på løsningen kommer en anelse ned, og at installatørerne for alvor tager teknologien til sig, så skal gennembruddet nok komme, siger han.
I sit daglige arbejde forsøger Karsten V. Frederiksen blandt andet at overbevise uddannelsesstederne om, at de nye installatører skal lære noget om hybridteknologien.
– Der mangler klart viden om det her område. Det gælder både undervisere på uddannelsesstederne og installatører. Derfor kører Dansk Gasteknisk Center et undervisningsforløb her det kommende år, hvor vi underviser installatørerne i installation af hybridvarmepumper. Dermed håber vi, at de vil tage teknologien til sig, fortæller han.
Centeret har også netop lanceret hjemmesiden hybridvarme.nu, der fortæller forbrugerne om de muligheder, som hybridvarmepumperne byder på.