-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
På trods af et ønske om konvertering til elbiler kører elinstallationsvirksomheden Hougaard og Pihls servicemontører stadig i deres dieselbiler. For det kræver mere end bare velvilje at tage det grønne valg.
- Vi vil gerne vise, at vi er grønne og med på den grønne omstilling. For to år siden købte vi to el-varevogne, som jeg selv og min medejer, Tim, kører rundt i. Men som tingene ser ud lige nu, så vil vi ikke købe eldrevne biler til firmaets 11 servicemontører, fortæller Claus Pihl til Sjællandske Medier.
For selvom velviljen er der til at elektrificere servicevognene, så trumfes den af virkeligheden – og praktikken holder simpelthen ikke. Det var Claus Pihl for nylig i pressen med.
- Med en fuldt udstyret montørvogn, så er den reelle rækkevidde det halve. Når jeg kører en tur til København og tilbage, så har jeg 20-30 kilometers kørsel tilbage i batteriet - er der omveje eller afstikkere undervejs, så skal jeg ind på en tank og hurtiglade for at kunne komme helt hjem. Så lige nu er rækkevidden det store problem, og derfor fortsætter vores montører med at køre i deres servicevogne, som kører på diesel. For de kører oftere mere på en dag end rækkevidden, siger Claus Pihl til Sjællandske Medier.
Montørerne kører ofte rundt til flere opgaver i løbet af en dag. Hvis man samtidig er nødt til at stoppe for at oplade elbilen, koster det. For det er timer, der ikke kan faktureres.
Kig mod nord – indfør laderet
Hos TEKNIQ er bæredygtighedschef Troels Hartung fuldt klar over problematikken, der rammer mange medlemmer.
- Vi hører om virksomheder, der går væk fra el-kassevogne til de montører, der kører ud på opgaver hjemmefra. Hvis en medarbejder er nødt til at lade bilen op i arbejdstiden, kan det blive en økonomisk udfordring for virksomhederne. Problemet opstår især, hvis en medarbejder bor i lejlighed, hvor man ikke bare kan montere egen ladestander og så lade om natten, og montøren i stedet er henvist til at lade på en offentlig ladestander i arbejdstiden, påpeger Troels Hartung.
Troels Hartung mener, at det er et problem, og at man derfor bør prioritere at få opstillet flere ladestandere eksempelvis på p-pladser ved etageejendomme og hos boligselskaberne. Derfor mener TEKNIQ, at man bør indføre en laderet, ligesom man kender fra Norge
- Når behovet for at lade elbiler op er til stede, så skal det understøttes fra boligselskabernes side. At installere ladere koster jo en del penge, og jeg kan godt forstå, at boligselskaberne ikke bare kaster sig over opgaven, da udgiften typisk bliver fordelt ud på huslejen for alle lejere, selvom ikke alle kører elbil. Jeg vil tro, der er mange operatører, der står på spring til at installere laderne, og man må overveje, om der skal en form for målrettede tilskudspuljer til for at komme i mål, vurderer Hartung.