-
Industri
Dovenskab eller misforstået hensyn til arbejdsgiveren? TEKNIQ Arbejdsgiverne får igen og igen frustrerede henvendelser om arbejdsulykker, der kunne være undgået – hvis medarbejderne havde benyttet det udstyr og de muligheder for at arbejde sikkert, som virksomheden stiller til rådighed. Få tre gode råd fra TEKNIQ Arbejdsgivernes ekspert.
Udsugningen var i vejen...
Det var nemmere lige at tage den nærmeste stige, selvom den var for kort...
Afskærmningen var langt væk for en enkelt svejsning...
- ”Bare lige” er en af de væsentlige årsager, når der sker arbejdsulykker. Det kan tage lidt mere tid for en medarbejder at tænke sikkerhed før en opgave. Om det er misforstået hensyn til arbejdsgiveren er svært at sige. Men vi kan se, at for mange medarbejdere undlader at tage ansvar for deres egen sikkerhed – og ulykkeligvis ender det nogle gange i en arbejdsulykke. Når det er sagt, så der er ingen tvivl om at det først og fremmest er arbejdsgiverens ansvar at sikre medarbejdernes arbejdsmiljø herunder en korrekt instruktion. Derefter skal der føres tilsyn med, at instruktionene er forstået.
Det siger chefkonsulent Lone Alstrup fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der ofte møder eksempler på denne frustration fra medlemsvirksomheder.
- Jeg synes, at det er helt rimeligt, at en virksomhed forventer, at deres voksne og ansvarlige medarbejdere tager ansvar for deres egen sikkerhed og følger reglerne ved enhver opgave. Tid er aldrig vigtigere end sikkerhed. Erfaringen viser, at det budskab skal gentages og gentages af arbejdsgiveren, hvis det skal ligge på rygmarven hos alle ansatte, siger Lone Alstrup.
Tre gode råd
1. Gør sikkerhed til en del af planlægning af enhver opgave |
2. Giv sikkerhedsplanlægningen til medarbejderen |
3. Tjek at medarbejderen har forstået og følger sikkerhedsanvisningen. |
Den aktuelle byretsdom til HSM Industri i Grenaa viser, at dommeren lægger sanktionen på virksomheden, selvom de to tilskadekomne begge var teamledere med ansvar for at sikre alle sikkerhedsforhold i deres team. Begge undlod at benytte en sikker løsning og endte i en faldulykke. Igen og igen bliver virksomheder – ikke medarbejdere - idømt bøder efter arbejdsskader, fordi det ifølge arbejdsmiljøloven er virksomhedens opgave at instruere i at arbejde sikkert og føre tilsyn med at det også sker.
- Langt de fleste virksomheder arbejder systematisk og seriøst med sikkerhed – og ender alligevel med arbejdsulykker. Ingen sender deres folk ud på en usikker og farlig opgave. Men tænker medarbejderne i hverdagen ”bare lige,” så kan det gå galt. Mit bedste råd er instruktion, tilsyn og mere tilsyn lige til sikkerhed sidder på rygmarven af alle i virksomheden. Det er arbejdsgiverens ansvar at udføre disse tilsyn. Sikkerhed skal gennemsyre kulturen, siger chefkonsulent Lone Alstrup.