-
El
-
VVS
-
Industri
For få vælger en erhvervsuddannelse. For mange falder fra. Men hvorfor? På tværs af landet etableres der nu et nationalt forskningscenter, der skal styrke viden og skabe løsninger for erhvervsuddannelserne.
Erhvervsuddannelserne er helt centrale når vi skal løse udfordringerne omkring grøn omstilling og velfærd. Men på trods af talrige tiltag og reformer er der stadig for få unge og voksne, der søger en erhvervsuddannelse, og for mange, der falder fra, når de er i gang med en. Derfor er der også brug for mere viden på feltet, og det kommer der, når en ny stor satsning samler og styrker forskning om erhvervsuddannelserne.
Innovation og forskning
Videnscenteret er et samarbejde mellem Institut for Kultur og Læring / Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet og Københavns Professionshøjskole og støttet med 30 millioner af Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) i en periode fra 2022-2025. Ambitionen med centeret er at bedrive innovation og forskning, der kan anvendes i praksis, særlig den del af erhvervsuddannelserne, som foregår på virksomhederne. Det fortæller Camilla Hutters, som er leder af Nationalt Center for Erhvervspædagogik (NCE) på Københavns Professionshøjskole, der kommer til at huse det nye videnscenter.
- Vi har brug for stærke erhvervsuddannelser, der kan understøtte, at vi får flere og dygtige faglærte fremover. Det skal medvirke til at skabe fagligt spændende læringsmiljøer, der gør det attraktivt at tage en erhvervsuddannelse. Derfor er det vigtigt at have viden og forskning om, hvad der giver kvalitet og hvordan vi kan skabe gode læringsmiljøer på lærepladser og skoler – og i samspillet mellem de to, fortæller Camilla Hutters, der fremover også får rollen som leder af det nye center.
Fokus på virksomheders rolle
Hos Dansk Arbejdsgiver Forening er der store forventninger til det nye center, og uddannelses- og integrationschef Jannik Bay understreger, at virksomhederne spiller en helt central rolle i at uddanne fremtidens faglærte.
-Langt hovedparten af uddannelsen foregår på virksomhederne, som sikrer, at elever og lærlinge får virksomhedsnær og dækkende oplæring i deres fag. Der er klart et potentiale i at lære mere om virksomhedernes rolle, og om hvordan virksomhederne kan blive endnu bedre til at bidrage til uddannelsen af fremtidens faglærte, som der i den grad bliver behov for på arbejdsmarkedet, siger Jannik Bay i en pressemeddelelse om det nye initiativ.