Spørgsmål:
En af vores medarbejdere er blevet syg, og det trækker ud. Vi har ikke hørt fra vedkommende, og vi er faktisk ved at være lidt trætte af ikke at vide, om og i givet fald hvornår, vi kan forvente vores medarbejder tilbage på arbejde. Der er tale om en dygtig medarbejder, som vi helst ikke vil af med, men vi er interesseret i at få pågældende tilbage hurtigst muligt. Hvad kan vi gøre?
Svar
Nogle gange strækker en sygeperiode sig over lang tid. En medarbejder har som udgangspunkt pligt til at holde sin arbejdsgiver orienteret, så det er muligt at planlægge arbejdet i virksomheden. Ifølge sygedagpengelovens regler har arbejdsgiver pligt til at afholde en såkaldt sygefraværssamtale inden for de første fire uger af en fraværsperiode. Der er ingen regler for, hvor tidligt du må indkalde en syg medarbejder. Indkaldelsen kan i øvrigt ske med få dages varsel. Samtalen skal benyttes til at få afklaret medarbejderens mulighed for eventuelt at vende tilbage på nedsat tid for en periode, eller om der kan iværksættes nogle skånehensyn. Man må ikke spørge medarbejderen om, hvad han eller hun fejler, men man må gerne spørge til symptomer, som kan have indflydelse på arbejdet, så det eventuelt kan tilrettelægges på en anden måde.
Jeg vil anbefale, at I indkalder medarbejderen til en sygefraværssamtale, hvor I udfylder en mulighedserklæring. Erklæringen har fokus på de arbejdsopgaver, som medarbejderen kan udføre. Medarbejderen skal herefter lade sin egen læge udfylde den del af erklæringen, der er forbeholdt lægen. Dermed kan I få oplyst lægens forventning til sygdommens varighed. Og I kan også få lægens vurdering af, om de tiltag, der blev drøftet under samtalen mellem jer og medarbejderen, kan gennemføres. Kan de det, må medarbejderen møde på arbejde igen under de forudsætninger, der er blevet aftalt under sygefraværssamtalen.
Det er vigtigt, at der i indkaldelsen til sygefraværssamtalen står, at medarbejderen har pligt til at møde op til den, og hvornår I skal have modtaget erklæringen fra lægen.