Spørgsmål:
Hvor meget og hvor ofte jeg skal instruere svendene omkring sikkerhed og arbejdsmiljø ved en ny opgave? Det spørgsmål kommer ofte fra medlemsvirksomheder.
Svar
Ifølge arbejdsmiljøloven har du som arbejdsgiver pligt til at instruere dine medarbejdere i at arbejde sikkert og sundt. Derudover skal man føre tilsyn med, at instruktionen også bliver fulgt af svendene. Det betyder, at det er afgørende at have fokus på at tale med dine medarbejdere om sikkerhed løbende.
Det kan være en udfordring at sikre, at der bliver arbejdet sikkert og efter reglerne, når medarbejderne arbejder forskellige steder - og samtidigt har en stor frihed i at udføre deres arbejde. Ligeledes kan det virke mærkeligt, at man skal instruere og føre tilsyn med en medarbejder, der har været i virksomheden i mange år. Men sådan er kravene.
Nyansatte og unge
Du skal som arbejdsgiver også være specielt opmærksom på instruktion og oplæring af lærlinge og nye medarbejdere. Netop med de to grupper ser vi mange ulykker.
Det er ikke sådan, at man bare kan lave skriftlige instruktioner. Sådanne instruktioner skal følges af samtaler om, hvordan arbejdsopgaven udføres korrekt. Det kan være en god ide at have arbejdsmiljø- og sikkerhedsinstruktion på dagsordenen til de møder med medarbejderne, som I afholder i virksomheden. På disse møder bør man som leder genopfriske de forhold i arbejdet, der kan føre til ulykker. Det kan være arbejde på stiger - eller hvordan man anhugger og løfter ting i produktionen.
Tilsyn på video
Det er vigtigt, at man som arbejdsgiver påtaler usikre og farlige arbejdsopgaver, når man bevæger sig rundt i virksomheden. Det kan være manglende punktudsugning i forbindelse med svejsning, eller hvis man ikke har de korrekte personlige værnemidler på ved en opgave.
Tilsyn kan være en udfordring, specielt i de tilfælde, hvor medarbejderen ikke arbejder på selve virksomheden. Her bliver man nødt til at være meget opmærksom på instruktionen. Samtidig kan det være en god ide at benytte digitale metoder til at føre tilsyn. Det er muligt via mobilen at Facetime med medarbejderen og dermed selv se, hvordan arbejdsforholdene er. På den måde kan som leder afgøre, hvordan sikkerhedsforholdene skal være.
Ansvarlig leder
Det er tilladt at uddelegere instruktion og tilsyn til en kompetent person, der kan foretage det på vegne af arbejdsgiveren. Denne medarbejder skal dog klart være informeret om, at det er en del af arbejdsopgaven.
Hvis virksomheden har en arbejdsmiljøorganisation, så skal denne gruppe inddrages i at opstille principper for, hvordan instruktion og tilsyn kan foretages.