-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Vi vil gerne ansætte en ung medarbejder, der kan arbejde hos os et par timer om ugen efter skole. Hvilke opgaver må ansatte under 18 år løse?
Svar
Det er en rigtig god ide, at man i alle brancher tænker over fremtidens arbejdskraft og viser de unge, hvilke karrieremuligheder der er.
Der er dog nogle regler, som man skal være opmærksom på, da det er vigtigt, at de unge arbejder sikkert og ikke udsættes for belastninger, der kan være skadelige for deres sikkerhed og sundhed. Reglerne for hvad unge må arbejde med gælder for unge mellem 13 og 18 år, der er omfattet af undervisningspligten, altså stadig går i skole. Overordnet set må de unge ikke arbejde i farlig nærhed af maskiner eller i lokaler, hvor de kan blive udsat for fx svejserøg. De må dog gerne arbejde i lokaler, hvor maskiner er gjort ufarlige, det vil sige, at de er slukkede, eller at de er forsvarligt låst bag en skærm. Hvis en ung for eksempel skal gå på et lager, hvor der står en papkasse-presse, skal den være afkoblet strømmen, så man ikke uforvarende kan komme til at bruge den.
Når man ansætter en ung, skal man lave en risikovurdering af deres arbejde og ud fra den og de almindelige regler i virksomheden instruere og oplære den unge i arbejdsopgaverne. Det er vigtigt at føre tilsyn med, at den unge har forstået instruktionen og efterlever reglerne. Tilsyn skal foretages af en person over 18 år.
I lovgivningen findes en liste som man kan bruge som rettesnor til hvilke maskiner, de unge må arbejde med. På hjemmesiden www.ungmedjob.dk kan man finde denne liste samt få information om, hvordan man skal forholde sig, når man ansætter en ung.