-
El
-
VVS
Det seneste år har hver fjerde installatør fået brudt sin varevogn op, viser TEKNIQ Arbejdsgivernes nye medlemsundersøgelse. Hos Egedal El kender Klaus Jakobsen alt for godt til problematikken.
Det seneste år har hver fjerde installatør haft tyve på besøg i varevognene, viser TEKNIQ Arbejdsgivernes nye undersøgelse blandt medlemmerne. En af dem er Klaus Jakobsen fra Egedal El i Nordsjælland. Han er godt og grundigt træt af de ubudne gæster.
- Frækheden er oppe på maks. Tyverierne sker på offentlige veje og lige under gadelamper, så tyvene er tydeligvis helt uden skam i livet. Det er vildt frustrerende ikke at kunne gøre noget, og når det føles som om, at samfundet ikke gør noget ved problematikken, så står man som virksomhedsejer tilbage med en kæmpe afmagt over hele situationen. Det har ingen konsekvens for tyvene, men store konsekvenser for os, siger Klaus Jakobsen.
Flere tusinde anmeldelser inden for et halvt år
At problemet er stort, bekræftes af politiets data. Her fremgår det, at der i løbet af det seneste halvår er næsten 2000 anmeldelser af tyveri fra varevogne, en tendens som TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder med beklagelse kan nikke genkendende til. Hos Egedal El har de oplevet tyveri fra varevogne to gange inden for det seneste år, og udover den uundgåelige frustration, så kan det hurtigt blive dyrt, når tyverierne finder sted:
- Det koster os både i selvrisiko, plus at arbejdet bliver forsinket, fordi svendene ikke kan komme afsted på de opgaver, der var planlagt. Og så er varebilen ikke tilgængelig, mens den er på værksted. Der er ventetid på værktøjet, som skal bestilles hjem. Der går administrativ tid med at få det hele indberettet, og jeg kunne blive ved – følgevirkninger af tyveri løber meget hurtigt op, siger Klaus Jakobsen.
Ifølge ham føles det uundgåeligt, at der vil komme indbrud i varevognene, hvis de er parkeret på firmaadressen, for så ved tyvene, hvor de skal kigge. Han vurderer, at det mest sikre er at flytte bilerne til private adresser, men så skal man være ekstra opmærksom på en række af regler i forhold til brugen af gulpladebiler.
Data kan gøre en forskel
Underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne Maria Schougaard Berntsen har fuld forståelse for medlemmernes frustration, hvad hun har sværere ved at begribe er, at man fra myndighedernes side endnu ikke har taget nogle af de digitale værktøjer i brug, der kan være med til at bremse tyverierne.
- Det er jo et helt absurd omfang! Man ville jo aldrig acceptere, hvis hver fjerde husejer havde været udsat for indbrud i løbet af det sidste år. Der er med andre ord brug for nye initiativer, og her er en øget data-tilgængelighed med for eksempel tyveridata i realtid et oplagt tiltag i kriminalitetsbekæmpelsen, siger Maria Schougaard Berntsen.
Tyveridata i realtid kan give virksomhederne mulighed for at få notifikationer, og eksempelvis parkere alle deres varebiler bag hegn, når tyvene hærger i et bestemt område. TEKNIQ Arbejdsgiverne har derfor flere gange opfordret til, at man gør dataene tilgængelig for virksomheder, der ønsker at forebygge indbrud i varebiler eller på byggepladser. Det er dog blevet afvist af Rigspolitiet, da de ikke ønsker at ændre på praksis med at udgive statistik med mange måneders forsinkelse.