-
El
-
VVS
36 procent af virksomhederne i installationsbranchen har forgæves søgt efter nye medarbejdere i år. Hver fjerde virksomhed dropper af samme grund helt jobopslagene, fremgår det af ny undersøgelse.
Byggebranchens høje aktivitetsniveau begynder at få konsekvenser ude hos virksomhederne. Installationsbranchen har i stigende grad svært ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft til de mange nye ordrer, fremgår det af TEKNIQ Arbejdsgivernes årlige arbejdskraftundersøgelse.
Mere end hver tredje installationsvirksomhed – 36 procent – har i år søgt forgæves efter nye vvs’ere og elektrikere.
- Det illustrerer meget godt, hvor virksomhederne står i øjeblikket. Der er masser af ordrer i bogen, men samtidig er kampen om den gode arbejdskraft blevet hårdere. Det er i virkeligheden et fokuspunkt på hele det danske arbejdsmarked, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Dropper opslag på forhånd
Undersøgelsen viser også, at en del installationsvirksomheder helt undlader at søge efter nye medarbejdere til ubesatte stillinger på grund af de ringe udsigter til at skaffe kvalificerede folk. Det gælder 26 procent af virksomhederne, og knap halvdelen af alle installationsvirksomheder mener, at det kun vil blive sværere at skaffe den fornødne arbejdskraft de næste to år.
- Vi ser ind i en presset situation, når så mange giver op på forhånd. Så kommer man som virksomhed til at stå med valget mellem at skulle sige nej til nye opgaver, have længere leveringstid eller arbejde solen sort, hvis man ikke kan skaffe medarbejdere nok, siger Maria Schougaard Berntsen.
Af samme grund er det altafgørende, at man som virksomhed kan holde på sine dygtige medarbejdere. Selvom lønnen betyder en del, så er det som bekendt ikke alt. Gode kolleger og godt sammenhold er den absolutte topscorer i undersøgelsen, når virksomhederne skal vurdere, hvad der skal til for at fastholde medarbejderne. Lønnen kommer på andenpladsen, mens personalegoder og udfordrende arbejdsopgaver følger i slipstrømmen.
- Både i forhold til rekruttering og fastholdelse er det derfor vigtigt, at man som virksomhed er god til at tale om andet end løn. Et godt arbejdsmiljø kan være en stor drivkraft, og det skal man som virksomhed huske at tale om betydningen af, så man bliver så attraktiv som mulig, siger Maria Schougaard Berntsen.
Medlemsundersøgelsen er lavet på baggrund af 673 besvarelser fra installationsvirksomheder i april 2021.