Spørgsmål:
Vi har for over to år siden givet et tilbud på levering og montering af en varmtvandsinstallation til en ejerforening. Den blev kasseret af bygherren ved afleveringen i 2017. Siden har vi været i dialog med vores grossist og producenten. Producenten har erkendt, at hans produkt ikke levede op til de tekniske krav, der var givet i projektet. Producenten har afhjulpet manglerne ved levering af egnede komponenter. Men vi har undersøgelsesomkostninger og afhjælpningsomkostninger for over 125.000 kroner. Hvem skal betale dem?
Svar
I din aftale med bygherren er AB 92 gældende. Således har bygherren fem års reklamation – regnet fra afleveringen. Da det er uomtvisteligt, at de leverede komponenter ikke opfyldte de forudsatte, tekniske krav, skal du afhjælpe, og du kan ikke afkræve bygherren betaling for omkostningerne til undersøgelser og afhjælpning.
Når AB 92 er vedtaget, skal du sikre, at din leverandør har tiltrådt byggeleveranceklausulen, jf. AB 92 § 10, stk. 4, og du har pligt til at underrette din bygherre, hvis leverandøren ikke har tiltrådt den klausul. Klausulen skal sikre, at bygherren kan rejse krav i fem år mod leverandøren.
I aftalen mellem dig og leverandøren gælder leverandørens almindelige salgs- og leveringsvilkår, men der er ikke henvist til byggeleveranceklausulen! Faktisk skrives det direkte, at AB 92´s regler ikke finder anvendelse.
I disse salgs- og leveringsvilkår fremgår det af reklamationsreglerne, at du skal reklamere straks ved modtagelsen af varerne og senest otte dage, efter at en mangel er eller burde være opdaget, samt at reklamationsretten bortfalder senest to år efter leveringen. Den sidste frist er opfyldt, men det er ikke klart, om der er reklameret inden for de otte dage, fra manglen blev opdaget. Jeg kan ikke se, at din leverandør har afvist reklamationen af den grund, og da der er sket levering af nye komponenter fra producentens side, lægges det til grund, at fristen på de otte dage er overholdt.
Af reklamationsreglerne fremgår det videre, at du som køber (kunde) ved en berettiget reklamation alene kan stille krav om en ny levering af fejlfri komponenter, eller du kan træde tilbage fra købet. Videre fremgår det, at din leverandør ikke kan gøres ansvarlig for andet direkte eller indirekte tab. Det vil sige, at du selv må bære de 125.000 kroner i omkostninger, der er brugt på undersøgelse af svigtet i de leverede komponenter og afhjælpning af fejl.
Jeg kan derfor kun opfordre til, at man, hvis AB 92 (eller den kommende AB 18) er gældende, og inden man afgiver en bestilling til en grossist eller leverandør, sikrer sig, at leverandøren/grossisten accepterer fem års reklamation fra afleveringen af byggesagen. Samt at de accepterer at dække omkostninger til at undersøge årsagen til en fejl og afhjælpning af konkrete fejl i det leverede produkt.