Spørgsmål:
Når vores svende skal til læge, undersøgelser eller lignende, kommer vi af og til i tvivl om, hvem der skal betale. Vi vil derfor gerne vide, hvornår de har ret til betaling for lægebesøg m.m.?
Svar
På et overordnet plan, kan man skelne mellem konsultationer, der kan sidestilles med sygdom, ambulant behandling og almindelige forebyggende, enkeltstående konsultationer.
De læge-, tandlægebesøg, der kan sidestilles med sygdom, er de konsultationer, hvor medarbejderen vil være nødt til at melde sig syg, hvis vedkommende ikke kan tage til dem. Da de kan sidestilles med sygefravær, vil en medarbejder, der er ansat på Industri- og VVS-overenskomsten, derfor have ret til betaling i samme omfang som under sygdom.
Derudover er der ambulante behandlinger. Medarbejdere, der går til ambulante behandlinger, har ret til betaling som under sygdom, hvis der er tale om minimum to behandlinger, som medfører mindst fire timers fravær indenfor en uge. Dette er inklusive transport og ventetid. Derudover er det også en betingelse, at behandlingen skal være ordineret af en læge eller tandlæge. Det er dog vigtigt at understrege, at medarbejderen skal forsøge at placere disse behandlinger uden for arbejdstiden. Er det ikke muligt, skal vedkommende i stedet forsøge at lægge behandlingen, så den er til mindst mulig gene for virksomhedens drift. Det kan eksempelvis være i arbejdsdagens ydertimer.
Endelig er der de almindelige forebyggende, enkeltstående konsultationer hos lægen, eller tandlægen. På Industri- og VVS-overenskomsten ydes hverken svende, eller jern- og metalindustriens lærlinge, betaling i forbindelse med sådanne konsultationer. Derimod har lærlingene på vvs-området nogle særlige rettigheder. På samme måde som øvrige medarbejdere skal de forsøge at lægge besøget uden for arbejdstiden. Kan det ikke lade sig gøre, har lærlingen på VVS-området ret til frihed og løn i forbindelse med konsultationen. Dette gælder også ved generelle forbyggende besøg.
Grænserne mellem de forskellige situationer er ikke altid skarpe og det kan derfor være vanskeligt at skelne. Opstår der tvivl i en konkret situation, er I naturligvis altid velkomne til at søge vejledning hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.