-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Jævnligt ringer frustrerede beslagsmede til arbejdsmarkedsafdelingen og spørger til, hvilke værktøjer man har som arbejdsgiver, hvis en medarbejder eller en lærling gentagne gange kommer for sent, ikke retter sig efter virksomhedens retningslinjer eller skaber andre problemer.
Svar
Frederik Sauerberg
advokat, TEKNIQ Arbejdsgiverne
Jævnligt ringer frustrerede beslagsmede til arbejdsmarkedsafdelingen og spørger til, hvilke værktøjer man har som arbejdsgiver, når medarbejderne eller lærlingene gentagne gange kommer for sent, ikke retter sig efter virksomhedens retningslinjer eller på anden måde ikke retter ind.
I flere tilfælde har medarbejderne fået gentagne mundtlige henstillinger, men tager dem ikke til efterretning. Dette lader alene arbejdsgiveren tilbage med den løsning at give en skriftlig advarsel, hvis man som arbejdsgiver senere vil sanktionere forholdet.
Gyldigheden af en mundtlig advarsel er denne samme som en skriftlig advarsel. Men af bevismæssige årsager bør en advarsel altid være skriftlig og indeholde tre hovedelementer:
- En beskrivelse af det kritisable forhold
- En angivelse af hvilken adfærd virksomheden fremadrettet kræver af medarbejderen
- En angivelse af den ansættelsesretlige sanktion virksomheden vil benytte overfor medarbejderen ved gentagelsestilfælde
Såfremt medarbejderen/lærlingen imod forventning ikke retter ind, er der forskel på, om der er tale om en lærling eller en timelønnet medarbejder.
For medarbejdere gælder følgende:I dansk ret foreligger der ikke noget krav om, at en medarbejder skal have modtaget en eller flere advarsler, inden medarbejderen kan opsiges grundet egne forhold. Imidlertid anses det ofte for hensigtsmæssigt, at medarbejderen først opsiges, når han har fået 1-2 advarsler, afhængig af det kritisable forhold. Advarslerne skal angå samme forhold. Det vil altid bero på en konkret vurdering, i hvor lang tid en advarsel kan anses som gyldig for, at advarslen senere kan påberåbes af virksomheden i forbindelse med en opsigelse. Angår forseelsen et alvorligt forhold, vil denne gælde i længere tid end mindre alvorlige forhold - som eksempelvis at komme for sent.
Hvis det kritisable forhold gentager sig, kan medarbejderen opsiges. (I visse tilfælde bortvises, såfremt der er tale om grov misligholdelse).
Jo længere anciennitet medarbejderen har, jo mere skal der til, før opsigelsen kan betegnes som saglig. Der er med andre ord større hensyn at tage til en medarbejder, der har været ansat i længere tid end til en, der har været ansat i kort tid.
For lærlinge gælder følgende:Såfremt lærlingen ikke retter ind efter gentagne advarsler, kan det efter konkret afvejning være at betragte som væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen. Såfremt virksomheden ønsker at ophæve uddannelsesaftalen, er der i Industri- og VVS-overenskomsten praksis for, at dette skal ske på et såkaldt lærlingemøde. TEKNIQ Arbejdsgiverne begærer mødet på foranledning af medlemmet. Uddannelsesaftalen bliver ophævet på mødet efter en forhandling. (Såfremt der er tale om meget grov misligholdelse fra lærlingens side, kan denne straks bortvises og mødet begæres efterfølgende).
Vi står i Arbejdsmarkedsafdelingen gerne til rådighed for en formulering, samt en sparring/rådgivning omkring den konkrete situation til medlemmerne.