-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
EU er afgørende på en lang række dagsordener for dansk erhvervsliv. Så husk at stemme søndag den 9. juni. 15 parlamentarikere skal vælges til at repræsentere Danmark og dansk erhvervsliv i Europa-Parlamentet de næste fem år.
- Selvom den politik, der vedtages i Bruxelles, til tider kan virke ret langt væk fra de fleste virksomheders hverdag, så har den stor betydning for det tekniske erhvervsliv. Det gælder især i forhold til at nedbringe de administrative byrder, skaffe kvalificeret arbejdskraft og sikre en hurtigere udrulning af den grønne omstilling, siger underdirektør Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kommissionen har en målsætning om at nedbringe de administrative byrder i EU med 25 procent. Denne målsætning er inkluderet i Kommissionens arbejdsprogram for 2024, hvilket giver ekstra god grund til, at det tekniske erhvervsliv kigger mod kandidater, der vil arbejde for dette, når man står i stemmeboksen på søndag.
Arbejdskraft og EU
EU spiller også en afgørende rolle, når det kommer til at finde løsninger på manglen på arbejdskraft. Ifølge den seneste arbejdskraftsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne forventer 77 procent af medlemsvirksomhederne, at udfordringerne med rekruttering vil være lige så vanskelige som i dag eller værre over de næste to år.
- Vi er nødt til at tænke nyt. Hele Europa mangler faglærte, og derfor har vi tidligere foreslået, at politikerne presser på for at få sidestillet arbejdstagere fra EU’s kandidatlande med arbejdstagere fra medlemsstaterne, understreger Maria Schougaard Berntsen.
Med andre ord: Der er nok at tage fat på for de kommende danske Europa-parlamentarikere.