-
El
-
VVS
Ifølge overenskomsten har medarbejderne krav på at modtage en kopi af deres elektroniske indberetninger. Derfor er det vigtigt at tjekke, om din virksomhed har den korrekte opsætning af det it-system, der håndterer indberetningerne. Det gælder både for virksomheder under VVS-overenskomsten og EL-overenskomsten.
En aktuel voldgiftssag om manglende kopier af timeindberetninger har fået TEKNIQ Arbejdsgiverne til at kontakte de større IT-leverandører, og det viser sig, at det hidtil ikke har været muligt at sende en kopi af medarbejdernes indberetninger i alle systemer. Det er ellers aftalt under overenskomsten.
Hvad skal I være opmærksomme på?
I skal selvfølgelig efterleve overenskomsten, og det betyder, at I skal være opmærksomme på følgende, hvis jeres medarbejdere indberetter elektronisk:
- Medarbejderen skal modtage en kopi, straks efter medarbejderen har lavet sin indberetning. Det er problematisk, hvis der kan rettes i timerne, efter medarbejderen har indberettet og før kopien sendes.
- Det er medarbejderens indberettede timer, der straks skal fremsendes i en kopi (ikke de godkendte timer).
- Kopien skal ligne den opsætning, som medarbejderen indberetter i.
- Kopien skal indeholde alle indberettede elementer, det vil sige arbejdstid og løndele, og være overskuelig for medarbejderen.
Det kan på mange måder sammenlignes med den kvittering, du modtager, når du køber noget på nettet.
IT-leverandører på sagen
TEKNIQ Arbejdsgiverne har for nylig haft møder med Minuba, ExpandIT, E-komplet og Ordrestyring og har haft dialog med IT-effect, Apacta, E-regnskab og GSGroup.
De er alle blevet gjort opmærksom på bestemmelsen og vil gerne hjælpe TEKNIQ Arbejdsgiverne-medlemmer med opsætning af systemet, hvis det ikke på nuværende tidspunkt er sat rigtigt op. Flere af udbyderne har lavet tilpasninger og har nu deres bud på en løsning klar.
TEKNIQ Arbejdsgiverne kan ikke endeligt godkende løsningerne - og vi har ikke godkendt nogle af løsningerne.
Hvis I bruger en anden it-leverandør til jeres timeindberetninger, må I meget gerne sende en e-mail til dst@tekniq.dk, så kan vi også kontakte dem og forklare dem bestemmelsen.
Under alle omstændigheder skal I kontakte jeres it-leverandør og sikre jer, at I lever op til kravene.
FAKTA: Om den faglige voldgift
Torsdag den 20. oktober 2022 blev der i en faglig voldgift afsagt en afgørelse, der fortolkede VVS-overenskomstens ordlyd. Afgørelsen betyder, at virksomhederne skal være opmærksomme, når der anvendes elektronisk indberetning af arbejdstid.
Afgørelsen fortolker VVS-overenskomstens Pkt. 5, stk. 4, 2.: “Hvis der anvendes elektronisk indberetning af arbejdstid, skal medarbejderen modtage kopi af sin indberetning på den e-mailadresse, som medarbejderen har oplyst til arbejdsgiveren, eller via E-boks.”
Bestemmelsen kom ind i overenskomsten i 2020 for bl.a. at afdække eventuelle uregelmæssige arbejdstidsregistreringer. Hensynet til medarbejderen består i, at denne skal kunne se, om der f.eks. er beregnet korrekt løn.
Opmanden (højesteretsdommer) kom i sagen frem til, at en virksomheds “medarbejdere skal modtage en nøjagtig kopi af deres indberetning af arbejdstid samt løndele, enten på e-mail eller via e-Boks, når indberetningen foretages elektronisk.”
Den faglige voldgift kom frem til, at det ikke er en kopi, når de indberettede timer i en App efterfølgende gengives i et regneark, og senere sendes til medarbejdernes e-mailadresser som en oversigt over indberetningerne.
Det understreges også, at medarbejderen skal modtage kopien i nær tidsmæssig forbindelse med indberetningen.
Hvis din virksomhed har yderligere spørgsmål, er I som altid meget velkomne til at ringe til TEKNIQ Arbejdsgivernes afdeling for Overenskomst & Jura på tlf: +45 4343 6000