-
El
-
VVS
-
Industri
Erhvervspuljen får fremrykket nye tildelingskriterier, så danske virksomheder hurtigst muligt kan slippe ud af afhængigheden af gas.
Det skal være nemmere for danske virksomheder at få støtte fra Erhvervspuljen til den grønne omstilling, og de skal ikke vente til næste år med at få gavn af de nye tildelingskriterier. Efter planen skulle de være trådt i kraft i starten af 2023, men nu kan de træde i kraft 1. november – når det er vedtaget i Folketinget.
Det betyder, at konverteringsprojekter kan påbegyndes allerede i år efter de nye regler. Det vil blandt andet gøre det muligt for virksomheder, herunder gartnerierne, hurtigere at sige farvel til den dyre gas til fordel for grønnere løsninger som fjernvarme.
-Aftalepartierne sætter yderligere skub i erhvervslivets omstilling væk fra dyr sort energi til en grønnere fremtid ved nu at hjælpe blandt andet gartnerierne. Vi står i en energikrise og arbejder hårdt på at blive uafhængige af russisk gas. Den gas, erhvervslivet sparer her, kan bidrage til at sikre os energi nok i et presset energimarked, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Hævet støtte
Syv konkrete initiativer skal være med til at sikre, at Erhvervspuljen i endnu større grad understøtter virksomheders energispareprojekter og den grønne omstilling. Initiativerne omhandler bl.a. indførelse af CO2 som supplerende tildelingskriterie, at kravet om konkurrenceudsættelse fjernes samt at støttesatsen hæves.
De nye tildelingskriterier letter virksomhedernes adgang til puljemidlerne.
Efter planen skulle de nye regler træde i kraft i starten af januar. Det er den frist, aftalepartierne nu er enige om at fremrykke til 1. november 2022.
Justeringen af tildelingskriterierne flugter med ønsker fra erhvervslivet - ikke mindst fordi puljen altså fremover både belønner energibesparelser og CO2-reduktioner. Dermed vil projekter, der sparer CO2, men ikke energi, også kunne opnå støtte fra Erhvervspuljen.