-
El
Efter 16 år som administrerende direktør stopper Tom Lindquist den 30. november 2019 i Høyrup & Clemmensen.
Som et led i det igangværende ejerskifte har Høyrup & Clemmensens hidtidige administrerende direktør, Tom Lindquist, valgt at forlade sin stilling. Det sker 30. november i år.
Søren Østergaard (billedet tv.) bliver ny administrerende direktør, og han skal sammen med driftsdirektør Lars Kent (billedet th.) drive og videreudvikle Høyrup & Clemmensen fremadrettet.
Tom Lindquist får pæne ord med på vejen af Høyrup & Clemmensens bestyrelsesformand Jørgen Østergaard Hansen.
– Tom har spillet en vigtig rolle i udviklingen af vores virksomhed. Han har været med til at skabe et sundt fundament i form af en loyal kundekreds og en sund økonomi. Han har desuden medvirket til at bringe Høyrup & Clemmensen på teknologisk forkant, både når det gælder forretningsydelser, men også digitalisering af forretningsgange, siger Jørgen Østergaard Hansen og tilføjer:
– Vi vil gerne takke Tom for hans dybe dedikation til Høyrup & Clemmensen gennem de seneste 32 år, og vi ønsker ham alt det bedste i hans fortsatte virke: Desuden ser jeg også frem til at kunne byde Tom velkommen som medlem af vores bestyrelse i fremtiden.
Bestyrelsesarbejde frister
– Jeg har nydt samarbejdet med ledelseskolleger, medarbejderne, kunder og samarbejdspartnere. Jeg er glad og stolt over at have medvirket til at udvikle Høyrup & Clemmensen, og jeg er sikker på, at Søren og Lars er de rette til at sikre virksomhedens fortsatte udvikling. Selv ønsker jeg fremover at beskæftige mig med bestyrelsesarbejde i byggebranchen og tilbyde SMV'er i branchen at få del i min forretningserfaring, siger Tom Lindquist.
Skal være førende
Han har en mission om, at Høyrup & Clemmensen forsat skal være førende inden for el- og teknikfagene og blive ved med at innovere og udvikle til gavn for kunderne:
– Høyrup & Clemmensen er en manøvredygtig og stærk virksomhed, fordi vi bygger på nogle værdier, som er til at forstå og efterleve. Nemlig stolthed, indsigt og samarbejde. Dertil kommer, at vi har en flad struktur og hurtige beslutningsveje. Det betyder, at hverken kunder eller medarbejdere har langt til toppen, siger Søren Østergaard, der på trods af sin 21 års anciennitet i Høyrup & Clemmensen blot er 48 år.
Med i ejerledelsen har han 50-årige Lars Kent, der blev ny medejer og driftsdirektør hos Høyrup & Clemmensen i juni i år. Lars Kent har livslang erfaring i teknik- og installationsbranchen, de seneste 27 år hos Lindpro.
– Høyrup & Clemmensen er en hæderkronet, traditionsrig virksomhed med et innovativt mindset. Som driftsdirektør ser jeg et stort potentiale i at være med til at videreudvikle virksomheden, hvor jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og viden om at drive en succesfuld forretning, siger Lars Kent.
Høyrup & Clemmensen beskæftiger sig med både entrepriser og service inden for traditionel elinstallation, bygningsautomation og sikring.