-
El
Den 1. januar 2020 tiltræder Per Vinter som ny afdelingschef i sikringsafdelingen hos Høyrup & Clemmensen, hvor han skal udvikle brand- og sikringsaktiviteterne.
Med ansættelsen af Per Vinter, 51, ønsker Høyrup & Clemmensen at udvikle og styrke sin sikringsafdeling.
– Per Vinters ledelsesstil er teamorienteret, og han får blandt andet til opgave at løfte holdånden og skabe resultater gennem velfungerende teams – og dermed bidrage til at udbygge vores position som en førende leverandør i sikrings- og teknikbranchen, siger Lars Kent, som er driftsdirektør i Høyrup & Clemmensen.
Læs også: Høyrup & Clemmensen-direktør stopper
Per Vinter kommer fra en stilling som chef for Brand & Sikring hos Kemp & Lauritzen og har tidligere været ansat hos H. Helbo Hansen.
Den nye afdelingschef ser frem til at udvikle sikringsafdelingen på sin nye arbejdsplads.
– Høyrup & Clemmensen er en hæderkronet Københavnerinstallatør med en flad organisation og korte beslutningsgange. Virksomheden er stærk på sikringsområdet og blandt andet kendt for etablering af adgangskontrol i Københavns Kommune. Jeg ser frem til at sikre større stabilitet i afdelingen og til at løfte Høyrup & Clemmensens markedsposition, siger Per Vinter i en pressemeddelelse.
Per Vinter er uddannet elektriker og stærkstrømtekniker. Han er certificeret indenfor en række brandtekniske installationsområder, herunder brandalarmering og rumslukningsanlæg, og har ligeledes stor erfaring indenfor indbrudsalarmering, adgangskontrol og TV- overvågning.