-
El
-
VVS
Regeringen, DA og FH indgik i weekenden en aftale om lønkompensation til de virksomheder, der er påvirket af nedlukningen af Nordjylland. Aftalen omfatter både de virksomheder, der er tvangslukkede, og virksomheder, som på anden måde er ramt af nedlukningen i de syv kommuner.
Den nye lønkompensationsordning gælder med tilbagevirkende kraft fra den 6. november og til og med den 3. december. Den omfatter to dele:
- Lokal genindførelse af den tidligere lønkompensationsordning Der indføres en lokal lønkompensationsordning for virksomheder i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø Kommune.
Aftalen er mere fleksibel end den tidligere lønkompensationsordning, fordi der nu kan ansøges for enkelte lokale arbejdssteder (underopdeling af CVR-numre). Det vil sige, at lønkompensationen vil gælde for de arbejdssteder, som fysisk er placeret i én eller flere af de syv ramte kommuner.
For at kunne få lønkompensationen er der krav om, at virksomheden skal hjemsende mindst 30 procent af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.
Kompensationen for timelønnede udgør 90 procent af timelønnen og for funktionærer 75 procent. For begge grupper dog højest 30.000 kroner per måned.
Medarbejderne må ikke arbejde for virksomheden under hjemsendelsen. Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden og må i perioden ikke afskedige ansatte af økonomiske årsager.
Der kan ikke søges lønkompensation for medarbejdere, som arbejder hjemmefra.
Virksomheden vil kunne få lønkompensation til medarbejdere, som er ansat før den 6. november. Afskedigelser inden denne dato vil ikke indgå i vurderingen af, om virksomheden lever op til ordningens kriterier.
I modsætning til den tidligere lønkompensationsordning stilles der ikke krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere. Men ellers er de øvrige betingelser ligesom i den tidligere ordning,
- Lønkompensationsordning for pendlere på tværs af kommunegrænser Derudover er regeringen, DA og FH blevet enige om en såkaldt pendlings-lønkompensationsordning. For at ordningen kan gennemføres, kræves det dog, at den ikke er strid med EU’s statsstøtteregler. Hvis den er, vil man finde en alternativ løsning.
Aftalen vil give mulighed for lønkompensation for den enkelte medarbejder, som ikke kan arbejde på grund af regeringens opfordring om ikke at krydse kommunegrænser. Ligesom i den tidligere lønkompensationsordning skal virksomheden betale fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden, og virksomheden må i perioden ikke afskedige ansatte af økonomiske årsager.
Dog lægger ordningen op til, at der ikke stilles krav om hjemsendelse.
Kompensationen for timelønnede udgør 90 procent af timelønnen og for funktionærer 75 procent. For begge grupper dog højest 45.000 kroner per måned. Det forhøjede beløb skyldes den særlige lokale udfordring i forhold til borgerens pendling ind og ud af kommunerne.
For at kunne få denne kompensation kræves der dokumentation for, at medarbejderne bor i en tvangslukket kommune, eller at virksomhederne ligger i de nedlukkede kommuner, og at de bosatte er i forskellige kommuner.
Pendlings-lønkompensationen kan ansøges for enkelte lokale arbejdssteder (underopdeling af CVR-numre). Det vil ikke være muligt at få lønkompensation for medarbejdere, der arbejder hjemme.
Virksomheden vil kunne få lønkompensation til medarbejdere, som er ansat før den 6. november. Afskedigelser inden denne dato vil ikke indgå i vurderingen af, om virksomheden lever op til ordningens kriterier.
I modsætning til den tidligere ordning stilles der ikke krav om afholdelse af feriedage for medarbejdere.
Så snart den endelige aftaletekst er på plads, vil TEKNIQ Arbejdsgiverne indkalde til Teams-møder, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Det bliver formentlig i løbet af tirsdagen.