-
Industri
BC-Technic har måttet hjemsende personale. Men lønkompensation fungerede hurtigt og effektivt. Ingen er derfor afskediget.
BC-Technic - en lille salgsvirksomhed i Rødekro med ekspertise i bolte og beslag til både byggeri og industri – er berørt af krisen. Virksomhedens to ansatte er nu hjemsendt på lønkompensation – og ejeren Bethina Hansen klarer selv hele driften med en deltids ansat for at sikre virksomhedens økonomi og drift efter krisen.
Hjemsendelsen skyldes også, at smitte blandt alle tre i virksomheden kunne blive en alvorlig situation for virksomheden.
Ansøgning og udbetaling af lønkompensation har været en positiv oplevelse. Bethina Hansen søgte om mandagen før påske. Langfredag kom der mail med bekræftelse på, at BCTechnic var berettiget til kompensation.
En uge senere tikkede der lønkompensation ind for tre måneder for de to medarbejdere – fratrukket 10 arbejdsdage, hvor virksomheden så kan trække medarbejderne ind til opstået behov.
-Jeg er meget imponeret over den oplevelse og effektivitet. For mig har systemet fungeret perfekt og været med til at sikre min virksomhed fremadrettet, siger Bethina Hansen.
BC-Technic mærker især, at de mindre kunder er udeblevet under coronakrisen. Håndværkere og smedemestre kommer ikke med de mindre ordrer som tidligere. De store kunder kører foreløbig nærmest upåvirket videre.
-Det er eksempelvis store ordrer til vindindustrien. De er nemmere at håndtere, og derfor kan jeg køre virksomheden med en mindre bemanding i denne periode. Det vil jeg gøre hele perioden med lønkompensation for at sikre et så lille hul i kassen som muligt. Jeg kom som nystartet ud af finanskrisen år 2008 med et kæmpe hul, som jeg betalte af på længe efter. Det vil jeg undgå denne gang, siger Bethina Hansen.
Samtidig med at indehaveren tager situationen meget seriøst, så er corona-smitten meget langt væk fra hverdagen med bolte og skruer i store størrelser i Rødekro. Bethina Hansen kender blot en person, der har været smittet med meget svage symptomer.
-På sygehusene i Sønderborg/ Åbenrå har der ikke været mange indlagte – så selve corona-krisen er en situation, som er fjern fra min hverdag i Sønderjylland, og det kan godt føles lidt uvirkeligt, at det forandrer alt på denne måde.