-
Industri
På POM Industries i Middelfart har alle 42 ansatte truckcertifikat. Det gælder også firmaets ni lærlinge. Et certifikat-kursus på syv dages afvikles i forlængelse af første hovedforløb på EUC Lillebælt, hvor samtlige klejnsmedelærlinge derved lærer at køre truck sikkert og efter reglerne.
- For mig at se er det den helt rigtige løsning, at alle vores lærlinge kommer hjem med et truckcertifikat efter første hovedforløb på EUC Lillebælt i Fredericia. Vi har tre trucks her i firmaet, som hele tiden er i brug. Det er vigtigt for sikkerheden, at alle kan køre og bruge trucken professionelt, siger direktør Kim Hansen fra POM Industries.
Hvis man er over 18 og har kørekort, kan man lovligt køre truck, men maksimalt løfte gaflerne til en meters højde. Truckcertifikat kan tages fra 15 år, og så kan man benytte trucken fuldt ud.
Certifikat til alle
EUC Lillebælt har 25-30 unge igennem smedeforløb hvert år. De bliver automatisk i mindre grupper booket ind på de truckkurser, som i forvejen køres i transportafdelingen på skolen.
- Der findes jo ikke en metalvirksomhed uden en truck. Uanset om man er tre eller 80 mand, så er trucken en del af hverdagen. Certifikat til truck er lige så vigtigt som et svejsecertifikat. Derfor har vi valgt, at alle lærlinge skal have certifikatet i forbindelse med deres uddannelse. Det er der også stor opbakning til ude på virksomhederne, siger Per Juhl Kristensen, der er smede-faglærer på EUC Lillebælt.
Ingen udgift
De syv dage til kurset finder skolen i den pulje på 20 dage, som hver lærling har til at lave en ”Erhvervsrettet påbygning” på uddannelsen. Der er fuld refusion fra AUB, så der er ingen omkostninger til arbejdsgiver for kursusdagene.
- Truckcertifikat er et tilvalg, men et godt valg for smedene, der jo alle kender trucken fra hverdagens opgaver. Det er en mulighed for alle smedelærlinge – uanset om deres skole udbyder truckcertifikat eller ej. Enhver skolen har nemlig pligt til at henvise til en anden erhvervsskole, hvis de ikke selv udbyder kurset, siger chefkonsulent Johnny Kristensen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Svejse-certifikater
Fra organisationens side så man gerne, at flere lærlinge også målrettet udnyttede andre muligheder inden for de valgfrie specialefag.
- Man kan i dag under smedeuddannelsen specialisere sig eksempelvis inden for robotindustri, procesindustri eller montage. Her er der også afsat dage inden for påbygning til eksempelvis at opnå certificering til at svejse byggestål efter EN1090. Disse muligheder vil vi gerne opfordre flere af de unge til at udnytte. Specialefag kan være vejen til spændende stillinger i erhvervslivet som uddannet, siger Johnny Kristensen.
Fakta truck-certifikat
Man skal være fyldt 18 år for at opnå certifikat til gaffeltruck. Unge, som er fyldt 15 år, kan dog erhverve certifikat til gaffeltruck, hvis det er nødvendigt for at gennemføre en konkret erhvervskompetencegivende uddannelse.
Gaffeltruckuddannelsen skal gennemføres på en erhvervsskole eller et AMU-center, der er godkendt af Undervisningsministeriet.
-
Arbejdsgiveren skal sikre, at arbejde i forbindelse med transport og løft af byrder med gaffeltruck kan udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Det indebærer ifølge Arbejdstilsynet:
- at føreren er kvalificeret til at betjene gaffeltruck sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
- at føreren er instrueret og oplært i brugen af den konkrete gaffeltruck, dens sikkerhedsanordninger og de ydelsesmæssige begrænsninger, der er for at bruge trucken til en bestemt opgave.
- at føreren har gennemgået og bestået gaffeltruckuddannelsen ”Gaffeltruck B”.