-
El
Efter 35 år som indehavere af Brdr. Bagner – Hasle El-installation i Aarhus overdrager Erik og Henrik Bagner nu deres virksomhed til Henning Mortensen a/s.
Henning Mortensen A/S ønsker at styrke sin afdeling i Aarhus, hvor aktivitetsniveauet er højt. Derfor har Silkeborg-installatøren indgået en aftale med Brdr. Bagner A/S om at overtage virksomheden per 17. august.
Med købet overtager Henning Mortensen a/s en veldrevet, autoriseret familievirksomhed, der har serviceopgaver inden for elinstallation som kerneydelse. Foruden en stærkere tilstedeværelse i Aarhus-området får Henning Mortensen a/s tilført knap 10 nye medarbejdere - inklusive de tidligere ejere.
Opsiger lejemål
Thomas Munk Olsen, der er partner og afdelingschef i Henning Mortensen a/s, indtræder som direktør i den nyindkøbte virksomhed. Men ellers bliver der ikke ændret meget i det nuværende set-up. De tidligere ejere og medarbejdere kommer til at fortsætte arbejdet under samme navn og fra samme adresse i det vestlige Aarhus.
– Største forandring her og nu bliver, at Henning Mortensen a/s har opsagt det nuværende lejemål på Søren Frichs Vej i Aarhus C. Vi flytter til Bagners lokaler på Viborgvej 149 i Aarhus V. Og så kan vores nye kollegaer se frem til mere digitaliserede arbejdsgange end hidtil, siger Thomas Munk Olsen.
Med købet af Brdr. Bagner A/S har Henning Mortensen a/s mere end 60 medarbejdere ansat i Aarhus-afdelingen – heraf 18 lærlinge. På landsplan har Henning Mortensen a/s over 300 medarbejdere fordelt på seks håndværksfag og tre afdelinger i henholdsvis Silkeborg, Herning og Aarhus.