Datatilsynet har netop udgivet en ny vejledning over de væsentligste regler, man som privat virksomhed skal tage højde for, hvis man foretager tv-overvågning. Vi gennemgår de mest centrale regler her.
Stadig flere virksomheder og organisationer anvender i dag overvågning til at sikre sig mod lange fingre og hærværk. Men tv-overvågning er også et komplekst juridisk område, hvor man skal sørge for at kende til de centrale bestemmelser for overvågning, inden man giver sig i kast med tv-overvågningen.
Derfor har Dataatilsynet udarbejdet en ny vejledning til benyttelse af tv-overvågning hos private virksomheder: Tv-overvågning - private virksomheder
Vi har her opsummeret reglerne for brug af tv-overvågning, efterbehandling af videomateriale og de overvågedes rettigheder, du som virksomhed eller installatør af tv-overvågningsværktøjer skal være opmærksomme på før, og når der er opsat tv-overvågning på en privat arbejdsplads.
Inden man går i gang med at opsætte tv-overvågning ved sin virksomhed, skal man være klar over, at der er regler i både straffeloven, tv-overvågningsloven, databeskyttelsesforordningen og -loven, man skal leve op til. Med andre ord skal man sikre, at man har ret til at udføre overvågningen i det givne område, og at overvågningen og efterfølgende databehandling sker med dataansvarlighed for øje.
Hvis man som privat virksomhed ønsker at foretage tv-overvågning, skal der ifølge vejledningen være en tungtvejende grund for opsætning af overvågningskameraer. Det kan blandt andet være personbeskyttelse eller kriminalitetsforebyggelse i tilfælde, hvor forebyggelsen er konkret begrundet – forebyggelsen må altså ikke være spekulativ.
Overvågningen og den indsamlede data må kun benyttes til det formål, der er angivet for at udføre tv-overvågningen. Fx må optagelserne ikke benyttes til at monitorere medarbejdernes arbejde, hvis overvågningen sker for at forebygge kriminalitet. Hvis der derimod er en konkret mistanke om, at en medarbejder stjæler fra arbejdspladsen eller udfører andre ulovligheder, vil brugen af overvågningen være i overensstemmelse med formålet for overvågningen.
Før man opsætter tv-overvågning på arbejdspladsen, skal man som udgangspunkt vurdere, om man kan opnå samme formål med andre typer foranstaltninger, der ikke indsamler data. Det kan blandt andet være ved at opsætte låse eller tyverisikring af døre og vinduer. Fx bør man sætte en lås på virksomhedens affaldsrum, hvis man er bekymret for at udefrakommende benytter affaldsrummet til eget affald, i stedet for at opsætte et videoovervågningskamera.
Det er som hovedregel forbudt at foretage tv-overvågning i områder, der benyttes til almindelig færdsel. Det vil altså være forbudt for en virksomhed at overvåge gader, veje eller andre åbne pladser, som almindelige mennesker færdes på. Forbuddet gælder dog ikke i private hjem, i butikker, på kontorer, i offentlig transport mv.
På steder, der ikke benyttes til almindelig færdsel, er det reglerne om databeskyttelse, der finder anvendelse. Man må udføre overvågning på private områder, hvis det har en legitim interesse – fx kriminalitetsforebyggelse.
Der er syv undtagelser til det generelle forbud mod privates tv-overvågning af områder, som benyttes til almindelig færdsel. Disse undtagelser er begrundet i sikkerhedsmæssige og kriminalpræventive hensyn. Undtagelserne omfatter:
- Tankstationer, fabriksområder, overdækkede butikscentre og lign.
- Pengeautomater, vekselautomater og pengetransportbiler
- Pengeinstitutter, kasinoer, hotel- og restaurationsvirksomheder, visse engrosvirksomheder samt butikscentre og visse butikker
- Tv-overvågning uden optagelse af egne indgange, facader og indhegninger mv.
- Boligorganisationer og foreninger mv., der efter tilladelse fra politiet overvåger et boligområde og direkte tilknyttede arealer
- Ejere af idrætsanlæg, der efter tilladelse fra politiet overvåger anlæggets indgange, facader, indhegninger mv. og direkte tilknyttede arealer
- Tv-overvågning efter særlig tilladelse fra politiet for at imødegå en sikkerhedstrussel
Det er i udgangspunktet forbudt at foretage hemmelige aflytninger. Med andre ord er det ulovligt at optage lyde alle steder, hvis de aflyttede, ikke er bekendte med optagelsen.
Hvis de aflyttede informeres om aflytningen, skal der være et klart formål for, hvorfor lydoptagelserne er nødvendige. Der kan altså være undtagelser for at benytte tv-optagelser med lyd.
Man må kun videregive tv-optagelser i tre tilfælde:
- Hvis den overvågede giver samtykke til videredeling
- Hvis videregivelsen følger af lov
- Hvis videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed
Optagelser fra tv-overvågning skal slettes senest 30 dage efter, at de er optaget.
Der er dog ikke et krav om, at de opbevares i 30 dage, og optagelserne skal derfor slettes før, hvis man ikke har behov for at opbevaring i alle 30 dage.
I tilfælde af, at optagelserne er nødvendige for at indgive anmeldelse af strafbart forhold eller for at afklare andre retslige forhold, er det tilladt at bevare optagelserne i længere end 30 dage. I særlige tilfælde kan der være krav om, at man underretter den overvågede om den længere opbevaring – fx hvis der er tale om en konkret tvist, hvor arbejdsgiver skal benytte optagelsen til en bortvisningssag af en medarbejder.
Ifølge Databeskyttelsesforordningen har den registrerede – her omtalt som den overvågede - en række rettigheder. Det er blandt andet retten til sletning, retten til indsigelse og retten til indsigt.
I det tilfælde, at en overvåget ønsker indsigt i overvågningsmaterialet, har man som virksomhed pligt til at udlevere en kopi. Det kan derfor være en god ide at udarbejde klare procedurer i virksomheden for, hvordan man håndterer anmodninger fra overvågede.
Der er dog proportionalitet i reglerne, så hvis man oplever gentagende eller grundløse anmodninger, har man ret til tage et gebyr for indsigten eller helt afvise anmodningen. Men det er væsentligt at huske på, at man som hovedregel skal imødekomme anmodningen bedst muligt.
Man kan benytte eksterne muligheder for at foretage tv-overvågning på arbejdspladsen. Man er som virksomhed dog stadig ansvarlig for den indsamlede data. Derfor skal man i det tilfælde indgå en databehandleraftale med virksomheden, der skal stå for overvågning.
Du kan finde datatilsynets vejledning om databehandleraftaler her