
Danmark og de virksomheder, der udgør den økonomiske rygrad i vores kongerige, skal ikke bare være konkurrencedygtige, men også modstandsdygtige. Det kræver robotter, men kun hver 10. virksomhed har en strategi på området.
Det vil Teknologisk Institut og DIRA gerne ændre på. Derfor inviteres danske virksomheder igen i år indenfor til ROBOTBRAG 2025 den 8. og 9. maj i Odense. Her vil gæsterne kunne se, hvordan investeringer i AI– og robotteknologi kan blive en afgørende faktor for at bevare konkurrenceevnen – og gøre dem mere modstandsdygtige.
- Robotbraget er en god anledning til enten at komme i gang eller komme videre med automatisering og robotter i produktionen. I Odense kan man få viden og tage vigtige skridt for virksomheden. Der er både faglige oplæg, gratis rådgivning samt mange relevante leverandører at møde på ét sted og på en dag, siger industrikonsulent Edward Lorentzen, TEKNIQ.
Test en robot
Under Robotbraget kan de besøgende virksomheder få et overblik over nutidens og morgendagens robotteknologi, møde robotindustriens førende udviklere og forhandlere samt drage fordel af uvildig specialistviden.
– Det er afgørende, at vi i Danmark ikke blot ser kunstig intelligens og robotteknologi som en mulighed, men som en nødvendighed for at sikre vores langsigtede konkurrenceevne og modstandsdygtighed. ROBOTBRAG 2025 er en unik mulighed for både små og store virksomheder til at få indblik i morgendagens teknologi og blive inspireret til at udvikle den rigtige strategi, der gør dem klar til fremtiden, siger Henrik Jacobsen, der er centerchef ved Teknologisk Institut.
-
9. Robotbrag
ROBOTBRAG bliver i år afholdt for niende gang.
Arrangementet er skabt, så alle nysgerrige virksomheder og andre relevante aktører kan komme ind og få et kig på de nye, innovative teknologier, der står og venter rundt om hjørnet.
I 2024 tiltrak robotfesten over 3.200 deltagere og mere end 80 udstillere.
ROBOTBRAG, herunder DIRA Business, afholdes hos Teknologisk Institut i Forskerparken i Odense. Teknologisk Institut har i de seneste 15 år positioneret sig som et af de førende forsknings- og teknologicentre inden for robotteknologi og kunstig intelligens i Europa.