-
Industri
Konkurrencen var hård, men jublen større, da finalerne ved DM i Skills blev afgjort lørdag i Høng-Hallen. Blandt TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder kunne hele tre glæde sig over et mesterskab til en af deres lærlinge. 67.000 gæster overværede SKILLS.
Efter et års coronapause kunne man denne weekend for tiende gang endelig igen samle omkring 300 af landets dygtigste lærlinge til DM i Skills for at kåre de danske mestre indenfor 49 fag. Og det faglige niveau var tårnhøjt.
Ikke mindre end tre af de vindende lærlinge har deres daglige gang hos virksomheder, der er medlemmer af brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne. Her glæder man sig da også over både lærlingenes præstationer og muligheden for at vise, hvor langt man kan komme med en erhvervsuddannelse.
-Vi har virkelig savnet mesterskaberne, der er en helt unik mulighed for at vise erhvervsuddannelserne frem for fremtidens potentielle lærlinge. Vi står i en situation med mangel på lærlinge, og derfor er det afgørende, at vi med DM i Skills kan understrege de mange spændende karrieremuligheder, man får med et svendebrev i hånden, siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, som er Danmarks tredjestørste arbejdsgiverorganisation.
Tre vindere
Lærlinge hos TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder sikrede sig disse titler:
- Elektriker: Christian Ottosen Keis fra Næstved – i lære hos El og Teknik – går på EUC Sjælland
- Vvs-energispecialist: Lennarth T. Rokkjær fra Lomborg – i lære hos Vestjysk Smede – VVS – Blik – går på Herningsholm
- Klejnsmed: Martin Rothborg Gregersen fra Gørlev – i lære hos Chris Jensen Kalundborg K/S – går på EUC Nordvestsjælland
-Alle vinderne har ydet en fantastisk indsats lige fra de indledende konkurrencer og frem til weekendens finale. En indsats, som bare understreger, hvor vigtigt det er både at have hænder og hoved skruet rigtigt på, hvis man vil klare sig indenfor disse fag,” siger Tina Voldby og uddyber:
-Samtidig har deltagerne skullet håndtere det ekstra pres, de har været under i forbindelse med finalerne her i Høng. Noget, de har formået at gøre på bedste vis. Og de har samtidig påtaget sig opgaven som rollemodeller for deres respektive fag for på den måde forhåbentlig at kunne trække endnu flere unge til ikke mindst de tekniske erhvervsuddannelser, siger Tina Voldby.
Arbejdsmiljøpris
Cirka 67.000 gæster besøgte årets udgave af DM i Skills de tre dage, mesterskaberne strakte sig over.
Ud over det danske mesterskab blev der også uddelt arbejdsmiljøpriser ved DM i Skills. Her var vinderne fra TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder:
- Elektriker: Thomas Sand Kristensen fra Brande – i lære hos A. Søndergaard A/S – går på TECHCOLLEGE
- Vvs-energispecialist: Lasse Green Laumann fra Valby – i lære hos Bravida Danmark – går på RTS