-
El
-
VVS
Håndværkere i København får nu en håndsrækning i kampen om p-pladser. 500 pladser skal fremover reserveres til håndværkerbiler.
Ikke plads, videre. Heller ikke her. Og slet ikke der.
Som håndværker i København kender du sikkert alt til manglen på parkeringspladser, når du skal løse en opgave hos kunden. Men nu er der lys for enden af tunnelen, da 500 nye parkeringspladser fremover vil blive reserveret til erhvervsparkering.
- Uanset politisk ståsted må alle anerkende, at en by har brug for håndværkere, og de kan ikke bare bruge bussen, når de skal frem til kunderne med grej og materialer. Her skal der nødvendigvis en bil til, der kan holde tæt på. Men håndværkerne bruger dagligt oceaner af tid på at finde en parkeringsplads i København, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune, i en pressemeddelelse.
Læs mere: København skaber særlige p-pladser til håndværkere
I TEKNIQ Arbejdsgiverne er underdirektør Tina Voldby begejstret over udsigten til, at medlemmerne får bedre mulighed for at parkere i København.
- Det er noget, vi har foreslået for 10 år siden, så vi kan kun hilse det velkommen. Det er på tide, så håndværkerne ikke skal bruge deres tid på vejene men på at servicere borgerne, siger Tina Voldby, der mener, at det også kan være med til at mindske trængslen i hovedstaden.
Venstre fik i foråret forhandlet penge hjem til erhvervsparkeringspladserne. I første omgang drejede det sig om 200 af slagsen, men siden har teknik- og miljøforvaltningen fundet i alt 300 ekstra pladser. De er fordelt på 100 pladser i betalingsområdet og 200 uden for betalingsområdet. 200 nuværende 1-times parkeringspladser bliver lavet til parkering for erhvervsbiler på gule plader. Nogle af p-pladserne bliver oprettet tæt på kryds, hvor der fremover kun vil være fem meter til krydset i modsætning til de nuværende 10 meter. Derudover er der skabt flere pladser på nogle tidligere busstoppesteder, efter metro city-ringen er åbnet.
Parkeringspladserne får en klar afmærkning, så de kun kan bruges af biler på gule plader.