-
El
-
VVS
Fra 2024 er ordningen med retten til et uddannelsesløft på 110 procent af dagpengesatsen ved opstart på erhvervsuddannelser - inden for brancher med mangel på arbejdskraft - gjort permanent.
Det er nu muligt at starte på en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft og modtage 110 pct. af sin hidtidige dagpengesats, hvis man er over 30 år og er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse. Ordningen skal medvirke til, at flere vælger en vej som faglært, hvilket er til gavn for den enkelte ledige samt de virksomheder, der mangler kvalificerede hænder.
Ordningen har tidligere været brugt med gode resultater. I perioden fra august 2020 til den 31. december 2022 har omkring 2.800 ledige påbegyndt en uddannelse via ordningen, og her spiller den forhøjede dagpengesats ind.
- Vores medlemmer mangler arbejdskraft, så det er klart, at en ordning som denne, der gør det nemmere og mere attraktivt at opkvalificere ufaglærte til at blive faglærte, er et godt skridt i den rigtige retning. Det kan dog ikke stå alene, og det er altafgørende, at vi hele tiden har fokus på at uddanne flere lærlinge, så vi fortsat har kloge hænder i fremtiden, siger Tina Voldby, der er underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne
Hvilke uddannelser gælder det for?
Positivlisten for ret til uddannelsesløft med 110 pct. dagpengesats opdateres løbende. På listen gældende fra 1. juli 2023 fremgår bl.a. følgende erhvervsuddannelser, da der er mangel på medarbejdere inden for disse områder::
- Elektriker
- Industritekniker
- VVS-energi
- Smed
- Køletekniker
- Industrioperatør
- Entreprenør- og landbrugsmaskiner
- Teknisk designer
Hvis man som dagpengemodtager allerede er startet på et uddannelsesforløb i første halvdel af 2023, er der mulighed for at overgå til ordningen med den højere dagpengesats fra den 1. juli 2023, hvis den uddannelse, man har påbegyndt, fremgår af den nye positivliste for ordningen, og hvis de øvrige betingelser for ordningen er opfyldt.
Læs mere på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside