-
El
Konkurrencestyrelsen har godkendt, at Eniigs gadelysaktiviteter bliver solgt til Verdo. Dermed bliver energikoncernen landets største gadelysoperatør.
Verdo fordobler per 1. marts sine aktiviteter inden for drift og vedligehold af gadelys, når energiselskabet overtager Eniigs gadelysaktiviteter. Det sker efter, at Konkurrencestyrelsen endeligt har godkendt handlen.
Overtagelsen betyder, at Verdo fremover står for drift og vedligehold af mere end 200.000 gadelysenheder i en række kommuner, og yderligere overtager ejerskabet af gadelysanlægget i Herning. Dermed bliver Verdo landets største driftsoperatør inden for gadelys.
– Vi har i de senere år formået at opbygge en sund og driftssikker forretning inden for gadelys, og det er en del af vores strategi at styrke vores aktiviteter inden for teknisk infrastruktur. Derfor er vi selvfølgelig tilfredse med, at handelen er gået igennem. Vi forventer, at større volumen kommer vores kunder til gode, og vi glæder os til at vise vores nye kunder, at vi kan drive deres gadelys effektivt og konkurrencedygtigt, siger divisionsdirektør med ansvar for gadelys i Verdo, Morten Birch i en pressemeddelelse.