-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Bag ord som ”CSRD” og ”taksonomi” gemmer sig en virkelighed med krav om dokumentation af bæredygtighed, der vil få betydning for en lang række virksomheder.
Bæredygtighed er ikke længere bare fine ord i skåltaler. Det er virkelighed og hverdag for virksomhederne, som fremover skal leve op til flere krav til dokumentation.
I løbet af de kommende år vil en stor del af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder mærke de bæredygtige bølger.
- Alle er nødt til at bidrage til en grønnere og mere bæredygtig verden. Det er målet med de nye krav til dokumentation, som skal sikre, at det netop ikke kun er fine ord men også reel handling. Uanset hvor man ligger i værdikæden som virksomhed, så vil det få betydning for hverdagen, siger Bjørn Hove, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne med fokus på bæredygtighed.
Hvad er på vej?
CSR-direktivet (CSRD) er netop blevet vedtaget i EU og træder i kraft i løbet af december. Det stiller krav til virksomhedernes rapportering af bæredygtighed for at sikre en ensartet og pålidelig rapportering i hele EU.
Direktivet vil løbende blive en del af flere virksomheders hverdag i en løbende overgang fra begyndelsen af følgende regnskabsår:
- 1. januar 2024: børsnoterede virksomheder med mere end 500 ansatte.
- 1. januar 2025: børsnoterede og ikke-børsnoterede virksomheder med mere end 250 ansatte.
- 1. januar 2026: små børsnoterede virksomheder.
Læs TEKNIQ Arbejdsgivernes guide til at forstå CSR-direktivet
Men der er jo over et år til, at de første virksomheder skal leve op til reglerne? Og jeg hører jo slet ikke til den gruppe af børsnoterede virksomheder med mere end 500 ansatte, så hvorfor skal jeg overhovedet tænke på det nu? Det er vigtigt fordi mindre virksomheder og underleverandør i fremtiden vil blive spurgt til mere dokumentation i forbindelse med et udbud for eksempel. Kravene vil så at sige "dryppe" fra de store virksomheder nedad i leverandørkæden.
- I værste fald kan det koste ordrer, hvis man ikke har sine data i orden, siger Bjørn Hove.
Taksonomi – hvad for noget?
Taksonomi-forordningen er et andet bæredygtigheds-initiativ, som er vigtigt at kende. Her er den finansielle sektor i fokus i form af blandt andet forsikringsselskaber, banker, realkreditinstitutter og pensionskasser. Meningen er at sikre, at de bæredygtige investeringer lever op til en række fælles kriterier, så de kan sammenlignes.
I modsætning til CSRD, så er Taksonomi-forordningen allerede trådt i kraft. Det gjorde den 1. juli i år med tilbagevirkende kraft fra og med regnskabsåret 2021.
Det er dog kun de allerstørste virksomheder, der indtil videre er omfattet forordningen. De skal kunne sætte kryds ved et af flere af følgende kriterier:
- Regnskabsklasse D
- Børsnoteret virksomhed
- Offentligt aktieselskab
- Banker og forsikringsselskaber
- 500+ ansatte
Men det kommer langsomt til at påvirke de mindre virksomheders hverdag også. Fra regnskabsåret 2023 er det for eksempel forventningen, at virksomheder med mere end 250 medarbejdere også vil blive omfattet.
Læs hele TEKNIQ Arbejdsgivernes guide til EU’s Taksonomiforordning
Nyt bygningsreglement
Den 1. januar 2023 træder det nye bygningsreglement, BR23, i kraft. Det har ikke en direkte sammenhæng med hverken CSRD eller Taksonomi-forordningen, men det stiller på samme måde en lang række krav til bæredygtighed i byggeriet.
Så uanset om du er installatøren, der udfører opgaven på byggepladsen, eller metalvirksomheden, der producerer stålkonstruktionen, så vil du blive mødt af krav fra hovedentreprenør og byggeherre om at levere dokumentation for dine produkter.
Læs mere om det nye bygningsreglement, BR23
Flere spørgsmål derude
Samlet set er der derfor ingen tvivl om, at dokumentationskravene til virksomhederne vil stige i de kommende år.
Af samme grund er det bare vigtigt, at kravene ikke ender med at blive en større byrde, end de behøver at være for virksomhederne, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne:
- Vi er fuldt ud bevidste om, at mere dokumentation også vil medføre mere arbejde til virksomheder. Derfor er det også vores forhåbning, at kravene vil blive så smidige som muligt at efterleve for virksomhederne. Sandheden er samtidig, at der en del ubesvarede spørgsmål i forhold de forskellige krav, som vi løbende vil orientere om, i takt med at vi får svar, siger Bjørn Hove.
TEKNIQ Arbejdsgiverne indgået et samarbejde med platformen Valified, der hjælper virksomheder med at dokumentere deres CO2-aftryk. Som medlemsvirksomheder er de første to års abonnement på platformen derfor allerede betalt.
Læs mere om de opstartsmøder, der løbende bliver afholdt for at gøre brug af Valified.