-
El
-
VVS
Hos Frederiksen VVS i Aarhus er det ikke kun det, de gør, der skal være bæredygtigt. Det er også måden, de tænker på, der skal være bæredygtig.
- Jeg er begyndt at se på bæredygtighed i form af bæredygtig ledelse, og at det er en måde, vi er på som virksomhed og som de mennesker, der arbejder her. Det handler om, at vi som typer tager ansvar og selv tænker bæredygtighed ind. Jeg oplever i hvert fald, at når der kommer nogle ude fra, som ser på os som virksomhed, så siger de ofte, at det bare er indtænkt i virksomheden. Det er en kultur, og det er det, det indebærer at være her hos os, siger Anja Koed Frederiksen, adm. direktør og medejer i Frederiksen VVS sammen med sin mand Rasmus Koed Frederiksen.
VVS-virksomheden har eksisteret i otte år og voksede hurtigt til de i dag 45 ansatte. Og ifølge Anja Frederiksen er det helt afgørende at inddrage medarbejderne, når man som virksomhed vil begynde at arbejde med bæredygtighed.
- Vi har en serviceleder og så mig, der jo synes, at bæredygtighed er megafedt. Men hvis man ikke inddrager medarbejderne i det, så de bliver en del af det og sætter ord på det, så har man heller ikke den samme følelse for tingene, forklarer Anja.
Hvordan kommer man i gang?
Anja søsatte virksomhedens bæredygtighedsrejse for cirka tre år siden. Hun så, at virksomheder i andre brancher var meget længere med at implementere bæredygtige tiltag i deres virksomheder.
- Jeg tænkte, at det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi ikke rigtig hører noget om det i vvs-branchen. Så det tænkte jeg, at det skal vi være nogle af de første, der arbejder med. Altså uden at fornærme nogen, så har vvs-branchen været lidt konservativ og holdt sig lidt tilbage, hvor der er andre brancher, der er langt, langt fremme på den her dagsorden, udtaler Anja med et lille smil på læben.
For den aarhusianske servicevirksomhed startede arbejdet med at invitere en ekstern konsulent til at facilitere to interne workshops. Her deltog cirka 10 medarbejdere, og Anja gjorde noget ud af at udvælge forskellige typer af medarbejdere fra virksomheden, da hun mener, at alle har noget at bidrage med. Derfor deltog både elever, kontormedarbejdere og svende.
- Til workshoppen gennemgik vi FN’s 17 verdensmål, hvor arbejdsgruppen skulle svare på: ”Hvad gør vi nu? Hvad kan vi gøre? Og hvad kunne være det ultimative?” Og her fik vi sporet os ind på, at vi arbejder med mål 4, 6, 11 og 12.
Mål 4: Kvalitetsuddannelse
Sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.
Mål 6: Rent vand og sanitet
Sikre at alle har adgang til rent vand og sanitet, og at dette forvaltes bæredygtigt.
Mål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Gøre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
Mål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.
Medarbejdere i Frederiksen VVS til intern workshop om FN's Verdensmål og arbejdet med bæredygtighed
Fra idé til handling
Ud fra workshoppen begyndte idéerne blandt medarbejderne at pible frem. Svendene foreslog for eksempel, at de kunne tænke over, hvordan de kører i byen, eller at de måske kunne køre sammen to og to. Virksomheden har også nogle trackersystemer, så de kan sende den bil, der er tættest på opgaven. De begyndte også at overveje, om der var materialer, der kunne genbruges, og om andre materialer kunne sælges. I dag er virksomheden også i gang med at elektrificere servicevognene, så de snart består at seks hybrid- og elbiler. Medarbejdere bliver også løbende sendt på kursus, for eksempel i varmepumper, varmestyring og automatik.
Men det er ikke kun internt i virksomheden, at bæredygtighed er i fokus. Det er også med i tilgangen til kunderne og potentielle medarbejdere.
- I forhold til vores kunder, så gør vi også noget ud af at vejlede om produkter, der er mere grønne. Og vi arbejder også på at påvirke vores kunder mere og mere ved at lave nogle mere bæredygtige løsninger, siger Anja.
Frederiksen VVS benytter også særligt de sociale medier til at fortælle om deres arbejde med bæredygtighed og oplever, at det har en værdi, også for potentielle medarbejdere.
- Vi rekrutterer stort set udelukkende igennem Facebook. Og når der så kommer nogle unge mennesker her, så synes de bare, at det er fedt, at vi gør noget, og at vi har taget nogle aktive valg og har en holdning til tingene. Og det er jo ikke noget vildt revolutionerende, det vi gør, på nogen som helst måde, men det er bare, at vi har sat tingene i system, og at vi har en holdning til tingene, uddyber Anja.
Anjas råd til andre virksomheder er at starte i det små, for eksempel ved at se på affaldssortering, antal af svende i bilerne, eller at udbyde grønnere produkter til kunderne.
- Og så inddrag nogle medarbejdere. Jo mere inddragelse, jo mere får man tilbage, afslutter Anja.
Inspiration til arbejdet med bæredygtighed
-
Besøg TEKNIQ Arbejdsgivernes rådgivningsside om bæredygtig forretningsudvikling.
TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag et e-læringsværktøj, der kan hjælpe medlemsvirksomhederne med at prioritere arbejdet med bæredygtighed og bl.a. FN's 17 Verdensmål.
TEKNIQ Arbejdsgiverne stiller også Valifieds digitale platform til rådighed for medlemmerne. Platformen gør det enkelt at lave en bæredygtighedsrapport med CO2-beregning for din virksomhed.
Læs også rapporten "20 grønne og digitale forretningsmuligheder for Industri- og installationsvirksomheder", som Boston Consulting Group har udarbejdet for TEKNIQ Arbejdsgiverne.