-
El
-
VVS
Hvis Wicotec Kirkebjergs administrerende direktør Brian Ludvigsen bliver valgt til TEKNIQ Arbejdsgivernes bestyrelse, vil han kæmpe for, at branchen sætter sig forretningsmæssigt på den grønne omstilling.
Installationsbranchen skal sætte sig tungt på det enorme forretningsområde, som den grønne omstilling af samfundet skaber. Det er en af de ting, som Wicotec Kirkebjergs administrerende direktør, Brian Ludvigsen, vil arbejde for, hvis han bliver bestyrelsesmedlem i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Grøn omstilling er en vigtig samfundsopgave og et forretningsområde, som installationsbranchen skal levere på, fordi vi har evnerne og kompetencerne til at gøre det, konstaterer han.
Skal udnytte muligheden
En meget stor del af Wicotec Kirkebjergs forretning ligger inden for det grønne felt. Det gælder både store fjernvarmeprojekter, energirenovering og etablering af løsninger, der sikrer kunderne data på forbrugsmønstre og brugeradfærd, så de kan optimere brugen af energi i deres bygninger. Dermed kan Brian Ludvigsen på nærmeste hold se de forretningsmæssige potentialer, der følger med så stor en transformation af samfundet - og han vil arbejde for, at branchen får det optimale ud af mulighederne.
- Det er sket tidligere i historien, at installationsbranchen stod overfor nogle muligheder, som ikke blev grebet – og så blev det beslægtede brancher, der løb med forretningsområdet. Det må ikke ske med den grønne omstilling, hvor vi har stærke kort på hånden i fællesskab på tværs af de brancher, som TEKNIQ Arbejdsgiverne repræsenterer.
- Installationsbranchen og den grønne industri kan sammen løse de udfordringer, samfundet står overfor. Derfor skal vi hele tiden være klar til at implementere den nye teknologi, der kommer på området og dække de behov, som løbende opstår hos kunderne, siger Brian Ludvigsen.
Politisk power
Det ligger også den 44-årige direktør meget på sinde, at TEKNIQ Arbejdsgiverne udvikler sig til at blive en organisation med mere politisk power.
- Jeg vil arbejde for at TEKNIQ Arbejdsgiverne i endnu højere grad bliver i stand til at påvirke det politiske system, når det gælder blandt andet byggeri, grøn omstilling og energipolitik. TEKNIQ Arbejdsgiverne skal være den første organisation politikerne tænker på, når det handler om de områder, og det skal være naturligt for dem at ringe og tage os med på råd. Målet er en organisation, der er endnu mere markant og fremtrædende i forhold til omverdenen og de politiske beslutningstagere, understreger Brian Ludvigsen.