-
Industri
-
El
-
VVS
Grøn Industris medlemmer har know-how, kompetencerne, medarbejderne og produktionsanlæg til at levere både til projekterne i Nordsøen og nu også til det store projekt i Østersøen ved Bornholm. Men der advares imod sort kinesisk konkurrence.
Danmark forpligter sig med de øvrige Østersølande til at syvdoble mængden af strøm fra havvind i Østersøen frem mod 2030. Landene er enige om at øge kapaciteten af havvind fra knap 3 gigawatt i Østersøen i øjeblikket til næsten 20 gigawatt i 2030.
Det vil betyde, at der skal opføres 1100-1700 havvindmøller alt efter størrelsen. Det vil sikre strøm til mellem 22 og 30 millioner husstande.
-Vi er klar til den udbygning i den grønne industri i Danmark. Vi har know-how, kompetencerne, medarbejderne og produktionsanlæg til at levere både til projekterne i Nordsøen og nu også til det store projekt i Østersøen ved Bornholm. Vi er klar til at trække i arbejdstøjet og levere til endnu et vigtigt projekt i den grønne omstilling.
Det siger Niels Brix, adm. direktør i Valmont SM og formand for Grøn Industri hos TEKNIQ Arbejdsgiverne. I den forbindelse hæver den sønderjyske direktør lige en pegefinger.
Pas på
-Det er vigtigt, at politikerne også sikrer, at energiselskaberne opsætter møller med kvalitetskomponenter produceret og monteret her i Danmark under ordentlige miljømæssige produktionsforhold i de store projekter. De mange tusinde grønne jobs skal komme det danske samfund til gode, så vi bevarer vores førerposition her i landet, siger Niels Brix.
Formanden for Grøn Industri peger i den forbindelse imod Kina, som lige nu via Vietnam forsøger at omgå restriktioner og få kinesiske ståltårne ind på markedet.
-Lad os samtidig gribe nærhedsprincippet i denne sag. Det er nemt og hurtigt og skånsomt for miljøet at udskibe til Østersøen fra danske producenter. Det er et flot projekt, som Østersølandene sætter i gang. Nu skal politikerne blot sikre den rette produktion af den store havvindmøllepark til fordel for hele Danmark, siger Niels Brix.
Udskibningshavn
Jacob Rath fra DELPRO blev glad, da han hørte nyheden om Østersøaftalen.
- Denne Østersøaftale er super for vores grønne omstilling herhjemme. Men i første omgang er det vigtige politiske hensigtserklæringer. Der vil gå mindst tre til fire år, før sådan et projekt er så langt, at vi eksperter inden for installation af møller kommer ind i billedet, så vi ændrer ikke på prognoser og indsatser lige nu. Men vi ser frem til de udbud, der vil komme i Østersøen.
Det siger adm. direktør Jacob Rath fra DELPRO A/S, der også sidder i bestyrelsen for Grøn Energi. DELPRO har en afdelingen med 50 eksperter og specialister inden for vind-sektorens installationsopgaver. Den opgave ligger sidst i hele fasen af opbygningen af en vindmøllepark. Set med danske øjne har Rath også fokus på de arbejdspladser, der også vil ligge inden for udskibning af elementerne.
- Esbjerg har vist vejen. Danmark skal gøre en indsats for at blive udskibningshavn for dette store vindprojekt på samme måde i Østersøen. Der sker masser af klargøring, montage og logistik i et vindprojekt på kajen i udskibningshavnen. Her er Rønne oplagt. Der er mange arbejdspladser i den funktion, men det kommer ikke af sig selv. Vi skal være vågne og sikre os den position i konkurrence med andre Østersølande, siger Jacob Rath.
Læs mere her: Østersølande lover at syvdoble strømmen fra havvindmøller (eksternt link).