-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Her er fem spørgsmål og fem gode råd til at diskutere nøgenkalendere, arbejdsmiljø og værdier med dine ansatte i forlængelse af TEKNIQ Arbejdsgivernes store kampagne, der skal få medlemsvirksomhederne til at tage nøgenkalenderne ned. Brug humoren - lyder ét af fem råd fra ekspert i arbejdsmiljø Lone Alstrup.
Jeg vil gerne af med de gamle kalendere på værkstedet og i kantinen. Tiden er løbet fra dem. Skal jeg bare pille dem ned én for én?
Mit forslag er, at du tager vores kampagne-kalender med, næste gang du har alle ansatte samlet. Vis kalenderen og de sjove og tankevækkende eksempler fra forskellige arbejdspladser, hvor vi slet ikke kan forestille os sådanne kalendere. Fortæl alle om kampagnen – og om, at det her ikke bare handler om kalendere med nøgne kvinder og mænd. Det handler også om arbejdsmiljø, kultur, værdier og respekt for hinanden i virksomheden, hvor kalendere bare ikke længere passer ind. Nøgenhed hører ikke til i et seriøst arbejdsmiljø, hvor vi gerne vil have eksempelvis flere kvinder til at søge ind.
Hvad siger man på mødet til de medarbejdere, der vil kalde nedtagningen latterlig og ryster på hovedet over, at man ikke længere kan have en ”uskyldig” kalender fra en leverandør hængende?
Lyt til deres argumenter. Spørg til hvorfor de synes, det er vigtigt at kunne se nøgne kvinder i arbejdstiden i svejsekabinen eller i kantinen. Og brug gerne humor, som vi gør i kalenderen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Tal om at arbejdsmarkedet og at kulturen har flyttet sig fra tidligere tider. Tilbyd de protesterende, at de gerne må tage de gamle kalendere med hjem og prøve at hænge dem op i køkkenet. Det bliver spændende at høre, hvad konen eller måske døtrene siger til det...
Flere kvindelige faglærte er vi i mange brancher helt afhængige af. Men nogle svende vil nok gøre grin med argumentet om, at nøgenkalendere står i vejen for unge pigers valg om at blive smed eller elektriker.
Nøgen-kalendere på væggene i en virksomhed er et meget synligt tegn på et mandsdomineret arbejdsmiljø, som ikke har fulgt med tiden. Tager man kalenderne ned, så kan man samtidig komme til at tale mere om virksomhedens værdier – og hvordan man eksempelvis taler sammen. Tonen, brug af øgenavne og andre elementer spiller ind i, hvor attraktivt et arbejdsmiljø er både for en ung kvindelig lærling – men jo også for alle de andre ansatte. I mange virksomheder kan kalender-diskussionen blive starten på at arbejde med arbejdsmiljø og trivsel mere generelt.
Skal jeg bare tage en tur rundt i produktionen, kantiner, skurvogne og firmabiler og fjerne ethvert spor af nøgenkalendere efter debatten på et personalemøde?
Ja – det vil jeg anbefale. Du har et ledelsesansvar og har ret til at beslutte, at man går med sikkerhedssko, at man stempler ind og ud på virksomheden, at man ikke ryger i arbejdstiden – og at der ikke hænger nøgenkalendere på væggene. Så tag gerne selv turen rundt og pil kalenderne ned og smid dem i containeren med ”Småt brændbart.” Så kan skeptikerne jo samle dem op og tage dem med hjem…
Og du kan tage debatten med enkeltpersoner en gang til på turen rundt i virksomheden, hvis der er behov for det.
Vi får i virkeligheden sjældent tilsendt nye pigekalendere. Leverandørerne er nærmest holdt op med at sende dem ud til kunderne i dag. Behøver vi tage denne diskussion eller konflikt. Kalenderne vil vel forsvinde af sig selv i løbet af nogle få år?
Medarbejdere synes, at det er en god leder, der løbende klart kommunikerer virksomhedens værdier og holdninger. Og en oprydning på virksomhedens vægge handler jo om værdier og arbejdsmiljø. Jeg vurderer, at kalender-diskussionen hurtigt er ovre på de fleste virksomheder. Så er det bare en velkendt regel hos jer, at der ikke findes nøgenkalendere noget sted på virksomheden. Men det kræver lige, at lederen træder i karakter og får ryddet op.
-
Flere faglærte kvinder
Læs mere om projekt ”Flere faglærte kvinder,” hvor indsatser og initiativer for at imødekomme manglen på kvinder i brancherne ligger tilgængelige som værktøjer for medlemmerne.
Flere faglærte kvinder (tekniq.dk)
Siden vil løbende blive opdateret med nye værktøjer og initiativer.
Se kampagne-kalenderen her: