-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Ikke alle har styr på, hvad bogstaverne i LGBT+ står for. Og det behøver man heller ikke at have, så længe alle medarbejdere har et trygt arbejdsmiljø uafhængigt af deres kønsidentitet, seksuelle orientering og alder. Ny kampagne fra Arbejdsmiljørådet sætter fokus på forebyggelse og håndtering af seksuel chikane rettet mod unge LGBT+ medarbejdere.
Kampagnens budskab er, at respekt for andres grænser er grundlæggende på en arbejdsplads, og at en inkluderende kultur kan forebygge krænkende adfærd – for fremtidens medarbejdere fortjener også et trygt arbejdsmiljø.
Spørgsmål, kommentar og jokes er ikke altid lige sjove for alle. Der er dem, der går over grænsen. Måske fordi kollegaen har en anden seksuel orientering eller kønsidentitet end dem selv. Som virksomhedsejer må man forvente, at der blandt især yngre medarbejdere kommer til at være en større grad af diversitet i takt med, at samfundet som helhed bliver mere mangfoldigt – blandt andet på områder som køn og seksualitet.
- Der skal være plads til alle – også når man går på arbejde. Nogle gange kan en generationskløft medføre misforståelser. Og selvom det ikke er af ond vilje, kan det have negativ indvirkning på arbejdspladsen. Her kan kampagnen hjælpe, siger Katrine Nordbo Jakobsen, chefkonsulent i TEKNIQ.
Inspiration til både ledere og medarbejdere
Formålet med kampagnen er at forebygge seksuel chikane blandt LGBT+ medarbejdere og inspirere arbejdspladserne til at skabe en rummelig, tryg og inkluderende kultur. Arbejdsmiljørådet har blandt andet udarbejdet en Q&A med spørgsmål og svar, som er målrettet ledere. Her gives blandt andet konkrete råd til, hvordan man kan tage hånd om seksuel chikane, og der gives svar på, hvordan man kan skabe en inkluderende arbejdspladskultur.
Unge kan være særligt udsatte
Særligt unge LGBT+ medarbejdere, da de kan være dobbelt udsatte. Forskningen peger på, at det er unge i den aldersgruppe, der oftest oplever at blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdspladsen. Samtidig peger undersøgelser på, at manglende åbenhed og diskrimination relateret til seksuel orientering på arbejdspladsen hænger sammen med en markant øget risiko for mistrivsel.
- De unge er ikke kun dem, der er mest udsatte. Det er også dem, der kommer til at være rygraden i fremtidens arbejdsmarked. Så der er en masse fordele at hente ved tidligt at omstille sig på de forskelle og mulige faldgruber der er, når forskellige verdenssyn mødes. For alle præsterer bedst, når de har det godt på deres arbejdsplads, siger Katrine Nordbo Jakobsen.
-
Fakta om LGBT+ personers arbejdsliv
- LGBT+ er en samlet betegnelse for personer med identiteter, der bryder med normerne for køn og seksualitet. Det står for Lesbian, Gay, Bisexual og Transgender. +’et står for alle andre seksuelle og romantiske orienteringer og kønsidentiteter, som ikke er heteroseksuel.
- 1 ud af 13 danskere i alderen 16-64 år er LGBT+ personer. Der svarer 275.000 personer.
- 8% af danske LGBT+ personer har oplevet at de har følt sig diskrimineret eller chikaneret på deres nuværende arbejdsplads pga. seksuel orientering eller kønsidentitet.
- Manglende åbenhed og diskrimination, relateret til seksuel orientering på arbejdspladsen, hænger sammen med en markant øget risiko for mistrivsel.
- De LGBT+ personer, som har oplevet negative reaktioner på åbenhed, har særligt oplevet manglende accept (65 pct.), uønsket eller overdreven opmærksomhed (40 pct.), tavshed (36 pct.), samt chikane, drilleri, mobning eller latterliggørelse (35 pct.).
- Hver tiende LGBT+ person har skiftet job, fordi det var for svært at være på arbejdspladsen pga. deres seksuelle orientering.
Hvor skal jeg starte? - Q&A for ledere
Et godt sted at starte, er ved at orientere sig i den Q&A for området, som Arbejdsmiljørådet har udarbejdet. Følgende to eksempler er et uddrag af kampagnematerialet:
Hvordan får jeg mine medarbejdere med på at skabe en inkluderende og mangfoldig arbejdsplads?
Vær en synlig og engageret leder. Som leder er det vigtigt, at du selv går forrest og viser, at mangfoldighed og inklusion er en prioritet. Dine handlinger og holdninger sætter tonen for hele arbejdspladsen. Vis tydeligt din støtte til mangfoldighed og LGBT+ inklusion gennem kommunikation, politikker.
Hvilke krænkede handlinger kan LGBT+ personer opleve på arbejdspladsen?
Krænkende handlinger kan spænde fra åbenlys diskrimination til subtile mikroaggressioner. Eksempler på krænkelser kan fx være:
- Seksuel chikane
- Mobning
- Hån eller nedladende bemærkninger
- Udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab
- Stereotypering og fordomme
- Ubehagelige blikke
- Krænkende skriftlige meddelelser, SMS, billeder og videoer, herunder på sociale medier
- Forskelsbehandling og manglende lige muligheder – fx forfremmelse