-
El
-
VVS
Komikeren Jan Gintberg bruger sin humoristiske sans til at adressere et seriøst problem: Der er alt for få ladestandere landet over, når man bare bevæger sig få kilometer væk fra motorvejsnettet, skriver han i et længere debatindlæg.
10.000 kilometer klogere hælder komikeren Jan Gintberg sine erfaringer med elbiler ud over spalterne i et længere debatindlæg i dagbladet Politiken. Og de er ikke just positive. Hans elbil lever ikke op til den lovede rækkevidde, og derudover er selve infrastrukturen til opladning helt væk, lyder det fra den kendte komiker.
- Virkeligheden er denne: Så snart du kommer ud til noget, der minder om randområderne, er der større chance for at finde en nedlagt skole end en mulighed for opladning. Som ny e-bilist finder du meget hurtigt ud af, at alle ladestandere med en effekt under 50 kW er fuldstændig uinteressante for mennesker, der befinder sig i trafikken med målet om at nå fra A til B den samme dag. Og at en meget stor del af alle de fine prikker på kortet, der signalerer lademulighed, blot er 11, 18 og måske 22 kW, skriver Jan Gintberg.
Se kort: Ladestandere i Danmark
Brancheorganisationen TEKNIQ Arbejdsgiverne har længe gjort opmærksom på problemerne med at få gjort nettet af ladestandere finmasket og effektivt nok, hvis man for alvor vil vriste den danske vognpark fri af benzin- og dieselos. Det er ikke et fjernt mål men en reel problemstilling her og nu, hvilket komikeren da også bruger en del krudt på at beskrive i "Opladelandet Danmark" i sit indlæg.
Læs også: Ladestandere bliver stort marked for elinstallatørerne
- En udørk, hvor du kan komme frem til den eneste 50 kW-stander i 40 kilometers afstand ude vestpå med tre udgange, hvorfra én bil er i gang med at lade, hvorefter du fra standeren får beskeden, at den desværre ikke kan oplade andre, så længe der er allerede er én anden bil, der lader, lyder det blandt andet fra Gintberg.
Derudover langer han ud efter besværlige abonnementsordninger og manglende ensartethed, der efter hans mening gør det surt at være elbilsejer i Danmark.