-
VVS
Fremover skal du som vvs-installatør give Sikkerhedsstyrelsen besked om nye og ændrede gasinstallationer.
Fra 1. oktober 2019 skal vvs-installatører anmelde nye gasinstallationer, nedtagninger og væsentlige ændringer i gasinstallationer til Sikkerhedsstyrelsen. Dermed foregår anmeldelser på samme måde over hele landet, uanset hvilken type gas der er tilsluttet.
Hidtil har praksis været, at en ny eller ændret gasinstallation skulle anmeldes til det distributionsselskab, der forsyner installationen. Men fremover vil Sikkerhedsstyrelsen samle anmeldelserne for at følge data om blandt andet apparattyper, gastyper og geografi. Det forklarer Arne Husbod, der er chefkonsulent på gasområdet hos Sikkerhedsstyrelsen.
– Dermed kan vi hos Sikkerhedsstyrelsen i højere grad end tidligere planlægge tilsyn på de områder, hvor det vurderes, at der er den største risiko. Men det vil fortsat være gasselskaberne, der udfører tilsynene på vegne af Sikkerhedsstyrelsen, siger han.
Anmeldelserne skal foregå gennem en blanket på Virk.dk.
Bemærk, at når der laves anmeldelser eller ændringer, skal du have nogle nye oplysninger klar. Blandt andet skal der hver gang angives gasinstallationsklasse og samlet effekt for installationen.