-
VVS
I løbet af årets første tre måneder har gasdistributøren Evida anmeldt 50 sager om ulovlig afpropning af gasinstallationer. Hele sidste år anmeldte Evida 67 sager.
Det kan være begyndelsen til en kedelig rekord for ulovlige gasinstallationer. I løbet af årets første tre måneder har gasdistributøren Evida allerede anmeldt 50 sager om fejl eller mangelfuld afpropning på en gasinstallation. Fortsætter udviklingen, så er det ikke usandsynligt at runde 200 anmeldelser, når rådhusklokkerne slår det nye år an. Til sammenligning var der hele sidste år 67 sager.
- Det er en kedelig udvikling og et udtryk for, at der er for mange uautoriserede, der beskæftiger sig med gas. Derfor viderebringer vi selvfølgelig sagerne til Sikkerhedsstyrelsen, som så kan gå videre til politiet med det, siger Per Persson, tilsynschef i Evida.
Læs også: 110 ulovlige gasinstallationer anmeldt
Sikkerhedsstyrelsen har det formelle ansvar for registrering af sløjfede gasinstallationer i forbindelse med konvertering til eksempelvis en varmepumpe. Styrelsen anmelder herefter sager om ulovlig afpropning til politiet.
I Evida tror tilsynschefen, at udviklingen er udtryk for, at der i øjeblikket er fart på antallet af konverteringer, men samtidig mener han, at de autoriserede installatører gør et godt stykke arbejde.
- Jeg har indtryk af, at de erfarne gasinstallationsvirksomheder godt ved, hvad de skal gøre. De gør det rigtig godt. Når det går galt, tror jeg ofte, at der kan være tale om virksomheder, der ikke har autorisationen i orden eller mangler erfaring med gasinstallationer og derfor laver fejl, siger Per Persson.
Husk registreringen
Mangelfulde eller fejlagtige afpropninger giver risiko for eksplosionsfare og udsivning, hvilket udløser bøder i omegnen af 15.000 kroner per sag. Dertil kommer selve anmeldelsen af det nedtagne gasfyr, som også kan resultere i en bøde på 10.000 kroner, hvis det ikke sker korrekt.
Tidligere skulle man som installatør gå gennem gasdistributøren Evida, når nedtagningen af et gasfyr skulle anmeldes. I 2019 overgik den opgave dog til Sikkerhedsstyrelsen, hvor selve anmeldelsen nu skal ske via Virk.dk. Alligevel er der installatører, der stadig tror, at det er nok, at de kontakter Evida. Anmeldelsen skal sikre, at Sikkerhedsstyrelsen har et detaljeret overblik over gasinstallationerne i danske huse.
- Det kan blive dyrt i bøder for den enkelte installatør, hvis man har mange nedtagninger af gasfyr. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed ser sine processer efter i sømmene og sikrer, at anmeldelsen indgår i dokumentationen af det udførte arbejde på gasinstallationen, siger Maria Rizzo, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Fakta
- Ifølge Sikkerhedsstyrelsen er der fra årsskiftet og frem til slutningen af marts i år lukket 1485 gasinstallationer.
- Sidste år endte det samlede antal anmeldelser af nedtagne gasinstallationer på 4022.
- Afpropning af en gasinstallation kræver gasautorisation.
- Anmeldelse af nedtagne gasinstallationer skal altid ske til Sikkerhedsstyrelsen via Virk.dk