-
VVS
Krigen i Ukraine og høje gaspriser kan tydeligt mærkes på salget af nye gaskedler, lyder det fra installatører, som er i gang med at tilpasse forretningen til alternativer.
”Ølsted VVS har nymonteret rigtig mange gasinstallationer siden 1985”, står der med brede typer på forsiden af Ølsted VVS’ hjemmeside. Men den del af forretningen har mildest talt været presset den seneste tid.
– Vi sælger normalt 80-100 gaskedler om året, men vi har ikke fået en eneste forespørgsel på et tilbud de seneste tre uger. Det er stoppet fuldstændig. Og der er flere kunder, som direkte har sagt til mig, at de ikke vil have Putins gas, fortæller Hans Henrik Stefansen, der driver enkeltmandsvirksomheden.
Skifter til varmepumper
Han bliver 66 år næste gang, så det er nærliggende at spørge, om det er tid til pension. Installation af nye gasfyr udgør nemlig en betragtelig del af forretningen, og service på eksisterende kedler er ikke noget, Ølsted VVS beskæftiger sig med. Men det er absolut ikke planen at trække sig tilbage.
– Jeg skal ikke på pension. Det gider jeg ikke, konstaterer Hans Henrik Stefansen.
Derfor har virksomheden kastet sig over varmepumper, som er et marked med anderledes fart på i øjeblikket.
– Jeg laver varmepumpetilbud, så det basker. Vi har 25 tilbud ude, og vi har foreløbig solgt tre. Det er et marked, jeg venter mig meget af, og det gode ved at installere varmepumper i stedet for gasfyr er, at jeg ikke skal op på taget. Jeg kan nemlig ikke lide at kravle på stiger, siger Hans Henrik Stefansen med et grin.
Han har netop tilmeldt sig et VE-kursus, så han kan blive VE-godkendt og dermed sikre sine varmepumpekunder muligheden for et tilskud, når de handler med Ølsted VVS.
Vælger andre løsninger
Hos Vestsjællands Olie- og Gasfyrsservice mærker indehaver Chis Kristensen også, at brugen af gas er kommet i fokus. Men udviklingen bekymrer ham ikke for alvor.
– Inden for den seneste måned har færre ringet og bedt om at få et nyt gasfyr sat op. Så jo, krigen i Ukraine og de høje gaspriser kan mærkes.
– Men til gengæld er antallet af opringninger om andre varmekilder stødt stigende. Meget af min tid går i øjeblikket med at vejlede kunderne om det rigtige varmevalg. Ikke bare at sælge varmepumper eller gasfyr. Trods vores navn har vi alle varmeløsninger på hylden, så mit fokus er på at sælge det, der passer til kundens behov, siger Chris Kristensen.
Han oplever også at de kunder, der har et fungerende gasfyr, gerne vil have det tjekket, så det kører så optimalt så muligt.