-
El
-
VVS
I løbet af den første måned med bødestraf for gamle dieselvogne er der uddelt 2500 af slagsen i landets største byer, viser nye tal.
Efter en overgangsperiode på tre måneder vankede der fra 1. oktober bøder for kørsel med gamle dieseldrevne varevogne i landets fire største byer. I løbet af første måned med bødestraf er der derfor sendt 2507 bødeforlæg ud til ejerne. Det viser helt nye tal fra Miljøstyrelsen, der står for håndteringen af de nye regler.
Langt hovedparten af bøderne er uddelt i miljøzonerne i København og Frederiksberg, hvor der tikkede 1965 kontante afregninger ind i e-boksene. I Aalborg er der uddelt mellem 200 og 300 bøder i løbet af den første måned, mens varevognsejerne i Aarhus har fået en uventet hjælpende hånd. Her er der ikke udstedt nogen bøder, da skiltningen til den automatiske nummerpladekontrol ikke er helt på plads.
Læs også: Nye regler overtrådt 18.000 gange i juli
Installatører er blandt de håndværkere, der kører mange ture ind og ud af de større byer. Det gælder blandt andre elinstallatør Mikkel Steen, der driver Just Jensen A/S i Stenløse. Han måtte derfor til at finde en erstatning for sine to gamle Toyota Hiace'er, men så kom coronaen buldrende og forsinkede leverancerne af de nye biler til efter den 1. juli, hvor reglerne trådte i kraft.
- Min anke gik på, at man ikke forlængede fristen frem til årsskiftet på grund af coronaen, men heldigvis gik det lidt hurtigere med at få bilerne, end vi frygtede, da vi fik dem i august, siger Mikkel Steen.
Læs også: Installatør klemt af ny lov
Samtidig havde han fået dispensation frem til midten af oktober på de gamle servicevogne, så han er i det store hele godt tilfreds med overgangen til en lidt grønne bilpark.
- De nye biler kører væsentligt længere på literen og er billigere i grønne afgifter. Frivillighedens vej går sjældent så hurtigt. Her har vi fået sat tommelskruerne lidt på, hvilket sådan set også er ok, siger Mikkel Steen.
Samme melding lyder fra elinstallatør Michael Sørensen (billedet), der er medejer af El-Hjørnet på Frederiksberg. Med sin placering midt i en miljøzone ville han ikke kunne undgå den ulovlige kørsel og valgte derfor at skille sig af med sin gamle Hiace fra 2005, selvom den stadig kørte fint.
Læs også: Gamle servicevogne bliver ulovlige
- For os ville det have været rart at kunne beholde den, men vi valgte at skille os af med den, da vi ikke så det som realistisk at få dispensation, når hele øvelsen netop handler om miljøet. I december eller januar køber vi derfor en nyere brugt bil som erstatning, siger Michael Sørensen.
De nye regler for varevogne i miljøzonerne i København, Frederiksberg, Odense, Århus og Aalborg trådte i kraft 1. juli. Herefter blev det ulovligt at køre i zonerne i dieseldrevne varevogne fra før 2007 uden partikelfilter. I løbet af juli måned blev der sendt hele 18.000 advarselsbreve ud for overtrædelser af de nye regler.